I forbindelse med sorte huller betegner en singularitet et sted i tid og rum, hvor en eller flere fysiske størrelser ikke er defineret, fordi værdien af dem er uendelig stor. I centrum af et sort hul er tætheden af energi og masse netop uendelig stor.
Det faktum, at der optræder uendelige størrelser i forbindelse med singulariteter, er imidlertid et advarselssignal, der fortæller fysikerne, at de har nået grænsen for gyldighedsområdet af den teori, de bruger til at beskrive et fænomen. Vi kender nemlig ikke nogen naturlove, der gælder for situationer med uendelige værdier af de fysiske størrelser.
Det er i virkeligheden dette, der ligger bag det noget bagvendte udtryk, man ofte hører: “De fysiske love bryder sammen i en singularitet.”
Så i virkeligheden kan man sige, at singulariteter nok mere er teoretiske konstruktioner, end de er reelle fænomener. Af gode grunde kan man da heller ikke udtale sig om, hvordan en singularitet ser ud eller opfører sig.
Den vil nemlig for altid unddrage sig observation, da intet pr. definition kan undslippe fra et sort hul.