Hvordan opstod ideen om sorte huller?
Sorte huller blev allerede beskrevet i 1700-tallet, men blev først taget op igen med Einsteins relativitetsteori.
Allerede i 1783 gjorde den engelske naturforsker John Michell sig tanker om himmellegemer med så stor en masse, at tyngdekraften fra dem blev så stærk, at end ikke lys kunne slippe væk.
Han beregnede, at lyset ikke ville kunne forlade en stjerne, der havde samme massefylde som Solen, men som var 500 gange så stor. Sådan en stjerne ville være usynlig for omverdenen. John Michell beskrev faktisk det, vi i dag kalder et sort hul.
13 år senere præsenterede den franske matematiker og astronom Pierre-Simon Laplace lignende ideer. De gik imidlertid i glemmebogen, da eksperimenter i begyndelsen af 1800-tallet pegede i retning af, at lys skulle beskrives som bølger frem for partikler. Datidens videnskabsmænd mente ikke, at lys ville lade sig påvirke af tyngdekraften.
Sorte huller genopstod med Einstein
Først i 1916, da Albert Einstein publicerede sin almene relativitetsteori, genopstod ideen om sorte huller. Einstein fandt ud af, at masser krummer rumtiden omkring sig.
På baggrund af Albert Einsteins ligninger beregnede tyskeren Karl Schwarzschild, at hvis en given masse befinder sig inden for en bestemt radius, så er krumningen af rumtiden så stor, at hverken lys eller noget som helst andet kan undslippe. Dette er den moderne forståelse af sorte huller. Selve begrebet “sort hul” slog dog først an i slutningen af 1960’erne.