Shutterstock

Sorte huller kolliderer i rekordstort sammenstød

For fem milliarder år siden kolliderede to sorte huller med voldsom kraft. Men det er først nu, vi kan se det gigantiske fænomen.

Da fysikere for første gang målte tyngdebølger med detektoren LIGO for fire år siden, var det en kæmpe sensation.

Signalet kom fra to sorte huller, som havde opslugt hinanden. Nu har forskerne opdaget, at det siden dengang er sket hele ni gange.

Et af tilfældene sætter ny rekord for massen af to sammensmeltede sorte huller.

Det største kosmiske sammenstød, som nogensinde er målt, var mellem to sorte huller med en samlet vægt på 84 solmasser. Det store sorte hul til venstre vejede 50 solmasser, mens det lille til højre vejede 34 solmasser.

© SPL

Einstein gav os tyngdebølgerne

Tyngdebølger er et fænomen, som Albert Einstein forudsagde med sin relativitetsteori. Einstein gav os en ny forståelse for rummet, da han tilføjede tiden som en fjerde dimension.

Hans teori indebærer, at den firedimensionelle rum-tid bliver forvrænget af tyngdebølger, som ruller gennem universet.

De er ganske svage, og vi kan kun måle de største, der opstår ved universets vold­somste begivenheder, fx sammensmeltningen af sorte huller, og selv her kræver det ekstremt følsomme detektorer.

166.000.000 trilliarder tons – svarende til 84 gange Solens masse. Det er den samlede vægt af de to største sorte huller, som forskerne har set smelte sammen.

LIGO-detektorerne består af kilometerlange tunneller, hvor laserlys bevæger sig frem og tilbage mellem spejle. Når en tyngdebølge passerer, rykker den spejlene mindre end diameteren af et atom, og det registrerer detektorerne.

Målingerne skal give viden om sorte huller

Blandt de nye observationer er sammensmeltningen af to sorte huller på 50 og 34 solmasser. De ligger hele 9 mia. lysår væk, og foreningen skete for omkring 5 mia. år siden. I al den tid har tyngde­bølgerne været undervejs mod os.

Håbet er, at flere målinger af tyngdebølger kan løse gåderne om universets sorte huller. Fx er det stadig uklart, hvor ofte de smelter sammen, og om kollisionerne var mere al­mindelige i universets fortid.