Amatør fotograferer det første lys fra en supernova
En serie billeder fra en amatørastronom har fanget et spektakulært astronomisk fænomen for første gang nogensinde: Det første lys fra en supernova.
Victor Buso – en 58-årig argentinsk låsesmed – afprøvede sit nye kamera den 20. september 2016 ved at tage en række billeder af galaksen NGC 613 gennem et teleskop.
De første billeder han tog, viste galaksen, som den normalt ser ud. Men pludselig dukkede der en kraftigt lysende plet op i billedrækken.
Som den første nogensinde var det lykkedes Victor Buso at fange det første lys fra en eksploderende stjerne – en såkaldt supernova.
Lys afslører stjernens liv
Låsesmeden kontaktede straks det argentinske astrofysiske institut, som videresendte oplysningerne til større astronomiske organisationer.
Inden for kort tid pegede flere store teleskoper – bl.a. Lick teleskopet i Californinen og Keck-teleskopet på Hawaii – mod den lysende plet. Og nu er de observationer, astronomerne gjorde sig blevet udgivet i Nature. Nature.
Det første lys fra en supernova er spækket med informationer om stjernen og dens liv.
Fx har astronomer udregnet, at stjernen havde en masse på 20 gange Solens, men at den var reduceret til fem solmasser i eksplosionsøjeblikket. Sandsynligvis fordi en anden stjerne har stjålet stof fra den.