Astronomer finder Universets første stjerner

Efter en intensiv og årelang jagt er det lykkedes et forskerhold at finde spor efter Universets allerførste stjerner. Fundet ændrer forskernes opfattelse af Universets ungdom.

Tidligste stjerner

Et bud på, hvordan de første stjerner så ud.

© N.R.Fuller, National Science Foundation

Universet opstod sandsynligvis i en gigantisk eksplosion. Men efterfølgende blev der stille – meget stille.

Astrofysikernes teorier peger på, at Universet var henlagt i komplet mørke de første knap 200 millioner år efter Big Bang. Først herefter kunne brintatomer fortættes nok til, at de første stjerners fusionshjerter begyndte at slå.

Kan du finde Nordstjernen? Brug vores guide og find den ikoniske stjerne på nattehimlen.

Og nu har et hold astronomer fundet spor efter de allerførste stjerner, der blev født for ca. 13,5 milliarder år siden.

Stjernerne er usynlige

Forskerholdet gjorde det sensationelle fund ved at bruge EDGES-teleskopet: Et radioteleskop på størrelse med et spisebord, som kan opfange ændringer i bølgelængder fra lys og stråling.

EDGES-teleskopet i Australien

De største teleskoper er ikke kraftige nok til at se lyset fra så gamle og fjerne stjerner, og derfor leder astronomerne i stedet efter spor, stjernerne har efterladt.

Til det formål er det lille radioteleskop perfekt. Det måler den såkaldte rødforskydning i den kosmiske baggrundsstråling, som afslører strålingens bølgelængder.

Universet er ikke alene

Ud fra forskernes teorier har de første stjerners rødforskydning en bølgelængde på 21 cm, og det er netop den længde, de nyfundne stjernespor har.

De første undersøgelser, som er udgivet i Nature, tyder på, at det unge Univers var meget koldere end forventet, og at de første stjerner lyste blåligt.