Dæmonstjernen leger med lyset

I september kan opmærksomme tilskuere se dæmonstjernen Algol blinke i natten.

Den djævelske opførsel består i, at stjernen hver 69. time falder til en lysstyrke på kun 30 procent, hvorefter den ti timer senere vender tilbage til det normale niveau – en meget kort variation for en stjerne.

Navnet Algol betyder dæmonen på oldarabisk, og dens opførsel har naget astronomer fra tidernes morgen.

Forklaringen på fænomenet kom først i 1782, hvor den døvstumme og selvlærte engelske astronom John Goodricke knækkede koden.

I virkeligheden er Algol nemlig ikke én stjerne, men består af to stjerner.

Stjernedrilleri skaber ny viden

De kredser om hinanden i så små baner, at de end ikke i et teleskop kan skilles ad.

Samtidig peger synslinjen fra Jorden lige mod stjernernes baneplan, så de kan stå både foran og bag hinanden set fra os.

Da de to stjerner ovenikøbet har en enorm forskel i lysstyrke, falder den samlede lysstyrke markant, når den svage stjerne passerer ind foran den klare og dermed skygger for lyset.

Når den svage stjerne har bevæget sig forbi, ses det samlede lys igen.

Undersøgelsen af lysets variation over tid for stjerner som Algol giver en viden om stjernernes fysik, der ikke kan opnås gennem undersøgelser af enkeltstjerner.

Den tid, det tager den ene stjerne at passere den anden, afslører stjernernes diametre, mens omløbets samlede varighed giver astronomerne en klar idé om deres vægt.

Observer stjernedansen i september

Algol hører til i stjernebilledet Perseus. Det ligger umiddelbart under Cassiopeia og kan ses på den østlige himmel i september.

Udsvinget i lysstyrke er så stort, at det nemt kan observeres med det blotte øje.

Beskueren skal bare sammenligne Algol med dens nabostjerner.

Når lysstyrken er normal, svarer den næsten til Alfa Persei, der ligger skråt over Algol, mens den laveste lysstyrke er en anelse svagere end stjernen Epsilon Persei, der ligger til venstre for Algol.