Gådefuld stjerne blinker på nattehimlen

September 2022: Netop nu danser to giganter med hinanden på nattehimlen og skaber et blinkende lysshow, som du kan følge med det blotte øje.

Om Algol

Netop nu kan du se stjernen Algol blinke i natten. Hver 69. time falder stjernens lysstyrke til kun 30 procent af det normale niveau, og ti timer senere er den tilbage på fuld styrke.

Navnet Algol betyder dæmonen på oldarabisk, og dens opførsel har naget astronomer siden oldtiden.

Algol er en dobbeltstjerne, der består af en stærk hvid og en svagere rød stjerne.

© MARK GARLICK/Science Photo Library

Forklaringen på fænomenet kom først i 1782, hvor den engelske astronom John Goodricke knækkede koden. I virkeligheden er Algol nemlig ikke én stjerne, men to stjerner.

De kredser om hinanden i så små baner, at de end ikke i et teleskop kan skilles ad.

Set fra Jorden vil de to stjerner skiftevis skygge for hinanden, og fordi den ene stjerne lyser langt kraftigere end den anden, ser vi en varierende lysstyrke.

Astronomerne kan måle lysstyrken over tid og bruge målingerne til fx at beregne stjernernes diameter og vægt.

Stjernedans får lyset til at blinke

Når stjernerne krydser hinanden, skifter lysstyrken, fordi lyset fra Algols hvide stjerne er 20 gange så kraftigt som den røde stjernes.

Guide til Algol

Stjernehimmel Algol
©

HVOR OG HVORNÅR?

Algol befinder sig i stjernebilledet Perseus, hvor den er den næst-klareste stjerne. Ved midnat efter den 20. september finder du Algol cirka 45 grader over den østlige horisont.

Den svageste af Algols stjerner passerer foran den stærke med 69 timers mellemrum, så her er Algols lysstyrke svagest. Det sker blandt andet den 21. september kl. 0.19.

SYNLIGHED?

Du kan let se Algol med det blotte øje. Du ser bedst dens fald i lysstyrke, hvis du sammenligner med de andre stjerner i Perseus. Faldet fra maksimal til minimal styrke tager ca. fem timer.