SHUTTERSTOCK
Stjernehimlen i januar - Sirius

Himlens klareste stjerne leverer farverigt lysshow

Den lyser 25 gange kraftigere end Solen, og du kan se den på himlen netop nu! Så smut ud i mørket, og oplev dens funklende farvespil.

Om Sirius:

Sirius, der ligger i konstellationen Store Hund, er den klareste af alle stjerner på himlen. Den kaldes også for Hundestjernen og var på grund af sin lysstyrke tidligere et vigtigt navigationsredskab for søfolk.

Når Sirius lyser så klart, skyldes det ikke kun, at den lyser 25 gange kraftigere end Solen, men også – og faktisk især – at den kun ligger 8,6 lysår væk og derfor er én af de nærmeste stjerner.

Sirius A (i midten) er en klar blå stjerne, mens dens makker, Sirius B (nederst til venstre), er en svagtlysende hvid dværgstjerne.

© NASA

Stjernen har en lysstyrke, såkaldt magnitude, på -1,46 og er dermed mere lysstærk end Saturn. Over de næste 60.000 år vil Sirius lyse endnu kraftigere, da den kommer tættere på Solsystemet.

Selvom Sirius blot ligner én stjerne, har den faktisk en ledsager, den langt mindre og svagere Sirius B – populært kaldet Hvalpen – som er en hvid dværg, der kredser om Sirius A.

Guide til Sirius:

©

HVOR OG HVORNÅR?

Stjernen står lavt på himlen om aftenen – mellem kl. 19 og 23 – i februar. Den lave position gør, at lyset påvirkes af den lange vej gennem atmosfæren og skaber et flot farvespil.

Find et sted med frit udsyn i den sydlige retning. Bevæg da blikket langsomt op fra horisonten, og så vil du se Sirius som en kraftigt lysende plet cirka 10-20 grader over horisonten.

SYNLIGHED?

Med en håndkikkert kan du se farvespillet tydeligt. Hvis du vil se det lille Sirius B-element i det imponerende stjernesystem, skal du have fat i et teleskop.