Shutterstock
Nordstjernen på himlen

Nordstjernen - Sådan finder du Nordstjernen

Nordstjernen er en af de mest ikoniske stjerne på den nordlige halvkugle. Men vidste du, at Nordstjernen ikke er én stjerne, og at titlen som nordstjerne går på tur?

Nordstjernen

Stjernen Polaris er også kendt som Nordstjernen, men sådan bliver det ikke ved med at være.

Navnet Nordstjernen er nemlig ikke knyttet til en bestemt stjerne, men til den stjerne, der er tættest på himlens nordpol. I øjeblikket ligger Polaris - den nuværende nordstjerne - cirka én grad fra himlens nordpol. Men da Jordens rotationsakse forskyder sig i en cirkelbevægelse, ændrer billedet sig langsomt.

Om 100 år vil afstanden kun være en halv grad, mens Polaris om flere tusinde år vil have flyttet sig et godt stykke væk fra sin nuværende position. I år 13727 vil Nordstjernen fx være den kraftige stjernen Vega, der kan findes i stjernebilledet Lyren.

Stjernernes skiftende position betyder også, at Polaris ikke altid har været Nordstjernen. I oldtiden var Nordstjernen stjernen Thuban i stjernebilledet Dragen.

Takket være sin placering er Nordstjernen blevet brugt til at navigere efter siden vikingetiden.

Den mulighed har man ikke haft på den sydlige halvkugle, hvor der ikke er nogen markante stjerner nær himlens sydpol.

Sådan finder du Nordstjernen

Nordstjernen er den klareste stjerne i stjernebilledet Lille Bjørn, og derfor kan du finde Nordstjernen ved at finde stjernebilledet.

Lille Bjørn minder om stjernemønsteret Karlsvognen, da det også har form som en vogn med en form for styr eller håndtag. De adskiller sig dog fra hinanden på flere punkter.

Lille Bjørn er fx altid på hovedet i forhold til Karlsvognen, og de to stjerneformationers styr går modsat af hinanden. Dertil er Lille Bjørn meget svagere på nattehimlen, og derfor er det kun Nordstjernen, der for alvor lyser op.

Nordstjernen kan ses i stjernebilledet Lille Bjørn

Nordstjernen findes i stjernebilledet Lille Bjørn. Da stjernebilledet kun er det 56. største på himlen, kan det dog være svært at lokalisere det og finde Nordstjernen.

© Shutterstock

Hvis du ikke kan se stjernebilledet Lille Bjørn, kan du finde Nordstjernen ved at lokalisere Karlsvognen og dens bagende - dvs. den modsatte ende af Karlsvognens styr.

De to stjerneformationer er nemlig ret tæt på hinanden, og hvis du trækker en lige linje fra Karlsvognens bagerste to stjerner, vil du ramme Nordstjernen.

Nordstjernen i forhold til Karlsvognen

Nordstjernen, Polaris, kan findes i en lige linje fra Karlsvognens bagende.

© Shutterstock

Nordstjernen består af flere stjerner

Nordstjernen Polaris ligner en enkelt stjerne på himlen, men den består faktisk af flere stjerner.

I en kikkert kan man se den lysstærke hovedstjerne Polaris A og den noget svagere ledsagerstjerne Polaris B. Det var den britiske astronom William Herschel, der i 1780 gjorde den opdagelse.

I 1929 viste det sig, at Polaris A også selv er en dobbeltstjerne, og i 2005 blev ledsagerstjernen Polaris Ab for første gang foreviget af rumteleskopet Hubble.

Afstanden mellem Polaris A og Polaris B er 18 astronomiske enheder. Der er nogenlunde den samme afstand som fra Solen til Uranus.

Nordstjernen - Polaris A og Polaris Ab

Fra Jorden har Polaris A Polaris en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 1.88. Polaris Ab (rød cirkel) har en tilsyneladende størrelsesklasse på 9,20. Den er derfor meget svagere end Polaris A.

© NASA, ESA, N. Evans (Harvard-Smithsonian CfA), and H. Bond (STScI)