Om Messier 11
2900 stjerner pakket tæt sammen. Du har nu mulighed for med en almindelig håndkikkert at opleve en af Mælkevejens mest massive såkaldte åbne stjernehobe.
Hoben hedder Messier 11, men kaldes også Vildandehoben, fordi den i små teleskoper har en trekantet form, som minder om formen på en flok flyvende vildænder.
Stjernerne i Messier 11 har, siden de blev skabt for cirka 316 millioner år siden, været bundet sammen af tyngdekraft.
Men ligesom i andre åbne stjernehobe glider stjernerne langsomt fra hinanden, og om få millioner år vil de ikke længere holde sammen på hinanden.
Alle stjernerne i hoben har samme alder, men astronomerne opdagede i 2018, at nogle ældes hurtigere end andre, fordi de drejer langsommere rundt om sig selv.