ICRAR
Magnetar udsender mystiske radiobølger

Periodisk radiosignal fra Mælkevejen forbløffer

På klokkeslæt brager radiobølger gennem Mælkevejen med en kraft og en varighed, der skubber til astrofysikkens grænser.

Et radiosignal strømmer ud fra Mælkevejen med faste, jævne mellemrum. Radiobølgerne har en styrke og en rytme, der ifølge astronomer fra Curtin Universitet i Australien er ”spooky”.

Signalet ligner ikke noget, rumforskere har set før, og de er ude af stand til at udpege hvad – eller hvem – kilden er.

Kraftfulde udbrud følger fast mønster

I data fra radioteleskopet Murchison Widefield Array i den australske outback faldt en studerende over de ekstremt kraftige radiobølger, der tre gange i timen udgår fra et punkt i Mælkevejen kun 4.000 lysår borte. Sådan gentog signalet sig i tre måneder i 2018, men er siden forstummet.

Signalet varer i et minut og vender tilbage med 18 minutter og 18 sekunders mellemrum, og det har fået astronomerne til at spærre øjnene op.

VIDEO: Signalet overstråler alle radiokilder i Mælkevejen

Video

Objekter som magnetarer og pulsarer udsender korte radiosignaler på få millisekunder – de såkaldte Fast Radio Bursts, FRB. Men astronomer har aldrig før observeret objekter, der lyser i et helt minut og vender tilbage så hurtigt igen.

FRB, fast radio burst

Astronomerne ved endnu ikke, hvor de kraftige glimt af radiostråling stammer fra.

© Danielle Futselaar/artsource.nl

3 facts om fast radio bursts

Energi

Ét FRB udløser lige så meget energi, som Solen udsender på minutter eller dage.

Varighed

Radiosignalerne er ekstremt korte – omkring en tusindedel af et sekund.

Signalstyrke

På Jorden er strålingen lige så svag som strålingen fra en smartphone på Månen.

Teleskop overvåger objekt

Siden teleskoper fandt det første FRB i 2007, er de ukendte radiokilder fra rummet dukket op ganske hyppigt.

Ikke desto mindre forbliver deres oprindelse uopklaret, og det nyligt opdagede objekt er ingen undtagelse.

Signalet er for kraftigt og langvarigt til at matche den nuværende viden om kilder, der udsender radiobølger.

Mysteriet leder let tankerne hen på, om overjordisk, intelligent liv kan være i gang med at morse en besked til os. Men det er næppe tilfældet ifølge forskerne, da kilden også udsender andre typer stråling.

Hvis signalet skulle være udsendt for at opnå kontakt, ville det både være enormt ressourcekrævende og forvirrende at sende flere typer stråling.

Uanset om signalet var en engangsbegivenhed eller en del af en kompleks rytme, kan objektet skubbe til forståelsen af de astrofysiske ekstremer, der fx eksisterer, når en stjerne eksploderer i en supernova og bliver til en neutronstjerne.

Forskerne kan se, at objektet lyser ekstremt kraftigt og har et stærkt magnetfelt. Deres eget bud på en forklaring er, at signalet stammer fra en type langsomt roterende døende stjerne – fx en hvid dværg eller neutronstjerne – vi endnu ikke har observeret fra Jorden.

De australske astronomer hælder til, at objektet er en ultra-long period magnetar – en neutronstjerne med et kraftfuldt, rodet magnetfelt, der roterer langsomt – som astronomer har forudsagt, men aldrig observeret før.

VIDEO: Se astronomernes bud på det mystiske signals oprindelse

Video

Årsagen til signalets forsvinding, er ifølge forskerne, at et stjerneskælv stod bag det atypiske mønster tilbage i 2018.

Det australske radioteleskop holder nu øje med, om objektet slår til igen. I så fald vil flere og kraftigere teleskoper rette blikket i samme retning for at afsløre kilden til mysteriet.