Om solstorme
Jordens magnetfelt redder vores liv hver eneste dag. Det fungerer som et gigantisk skjold, der får skadelig stråling fra Solen og universet til at prelle af.
Strålingens sammenstød med magnetfeltet kan i nogle tilfælde blive synligt fra Jorden i form af syd- eller nordlys.
Fænomenet opstår, når solstorme sender en bølge af partikler mod Jorden. Partiklerne skubber til magnetfeltets feltlinjer og fremprovokerer en strøm af ladede partikler i Jordens atmosfære.
Strømmen skaber spændingsforskelle på flere hundrede tusind volt mellem atmosfærens nat- og dagside.
Hvis strømmen afbrydes af lokale forhold, kan der ske en kortslutning, som får de ladede partikler til at bevæge sig mod Jordens poler via feltlinjerne. Partiklerne kolliderer med ilt- og kvælstofatomer omkring 90-400 kilometer over Jorden og udsender farvet lys.