Kort efter big bang for 13,8 mia. år siden klumpede mørkt stof sig sammen og tiltrak almindeligt stof, som samlede sig til de første stjerner og galakser.
Sådan lyder Mælkevejens skabelsesberetning. Siden har vores galakse vokset sig større ved at tiltrække mere stof og flere stjerner fra sine omgivelser, bl.a. fra små stjernehobe i nabolaget.
Mørkt stof er ikke endeligt bevist, da det ikke udsender lys eller anden stråling, vi kan måle, men beregninger viser, at Mælkevejen i dag må indeholde seks gange så meget mørkt stof som almindeligt stof.
Mørkt stof holder på stjernerne
Uden det mørke stof ville Mælkevejen ikke have nok tyngdekraft til at holde stjernerne samlet.
De ville simpelthen blive slynget ud til alle sider.
Ved at undersøge nye observationer fra satellitten Gaia, som har kortlagt positionerne af over 1 mia. stjerner i Mælkevejen og dens nabolag, har astronomer fra universiteterne Harvard og Princeton i USA fundet synlige spor af det mørke stof.
Målinger med satellitten Gaia afslørede hullerne i stjernestrømmen. Teleskopet LSST skal udforske dem nærmere.
Langt uden for Mælkevejens diskformede skive ligger stadig rester af stjernehobe, som er blevet strakt ud til lange stjernestrømme af Mælkevejens tyngdekraft.
En af disse stjernestrømme kaldet GD1 er hullet, og målinger tyder på, at strømmen har passeret en særlig tæt samling af mørkt stof.
De nye fund bekræfter teorien om, at der findes områder i og omkring Mælkevejen, hvor det mørke stof er særlig tæt.
Mørkt stof slår hul i stjernestrømme
Uden for Mælkevejen findes stjernehobe, som bliver strakt til lange strømme af galaksens tyngdekraft. Huller i strømmene (rød pil) er tegn på, at stjernerne har passeret særlig tætte klumper af mørkt stof.
Før mødet med det mørke stof ...
... er stjernestrømmen jævn og uden huller. Mælkevejens tyngdekraft har trukket stjernerne ud af stjernehobe.
Under mødet ...
... med en særlig tæt klump af mørkt stof bliver stjernestrømmen tvunget ud i to haler omkring mødestedet.
Efter mødet ...
... med det mørke stof samler halerne sig igen og skaber to fortættede områder af stjerner, som er adskilt af et hul.
