Lossen - Sådan finder du stjernebilledet Lossen

GUIDE TIL STJERNEBILLEDER: Stjernebilledet Lossen er det 28. største stjernebillede af de 88 officielle. Lossen kan ses på den nordlige halvkugle fra december til marts. Find Lossen med vores stjernebillede-guide, og bliv klogere på himlen over os.

Stjernebilledet Lossen på himlen
© Shutterstock

Stjernebilledet Lossen

Lossen er et stort stjernebillede uden klare stjerner, der er placeret mellem Store Bjørn, Tvillingerne og Kusken.

Stjernebilledet Lossen blev navngivet i 1600-tallet af den polske astronom Johannes Hevelius.

Navnets oprindelse udspringer sandsynligvis af, at Johannes Hevelius spøgefuldt udtalte, at man skal have syn som en kat for at se det svagt oplyste stjernebillede.

I græsk mytologi findes der historier om den mytologiske figur Lynceus (som betyder ‘los’ på latin), der rådede over det skarpeste syn i verden. Lynceus var endda i stand til at se ting under jorden.

I alt syv stjerner udgør den overordnede struktur i Stjernebilledet Lossen, men da Hipparcos-satelitten skannede stjernebilledet i starten af halvfemserne kortlagde den 1565 stjerner i området. 105 af disse stjerner kan ses med det blotte øje under en meget klar nattehimmel.

Galaktisk UFO skjuler sig i stjernebilledet Lossen

I 2012 spottede Hubble-teleskopet en UFO i stjernebilledet Lossen. UFO’en var dog ikke fyldt med små grønne mænd, men millioner af stjerner.

Det ikoniske teleskop tog nemlig et billede af galaksen NGC 2683, der har form som en gigantisk flyvende tallerken og derfor blev døbt ‘UFO-galaksen’.

UFO-galaksen befinder sig 35 millioner lysår fra Jorden, og er en såkaldt spiralgalakse.

UFO-galaksen i stjernebilledet Lossen

‘UFO-galaksen’ i stjernebilledet Lossen blev opdaget i slutningen af 1700-tallet, men det var først da Hubble-teleskopet observerede galaksen i 2012, at den UFO-lignende galakse fik sit øgenavn.

© NASA

Galaksen i stjernebilledet Lossen blev første gang observeret den 5. februar 1788 af den berømte astronom William Herschel.

Dengang var det dog ikke muligt at se galaksen tæt nok på til at ane dens UFO-lignende udseende.

Spiralgalakser er store, flade skiver af stjerner, gas og støv. De lysende arme består af meget unge og store stjerner, hvikket forklarer, hvorfor de lyser så kraftigt op.

Astronomer vurderer, at spiralgalakser, som UFO-galaksen og vores egen Mælkvej, står for op mod 80 procent af alle galakser i Universet.

Sådan finder du stjernebilledet Lossen

I denne oversigt finder du nogle af de mest tydelige stjerner i stjernebilledet Lossen. Lysstyrke måles i den tilsyneladende størrelsesklasse, hvilket er et astronomisk klassificeringssystem, der angiver, hvor lysstærke himmellegemer er for det blotte øje fra Jordens overflade.

Stjernebilledet Lossen på himlen

Alvashak (α)

Alternativt navn: Alpha Lyncis
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Alvashak en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 3,14.

Farve: Orange
Afstand til Jorden: 203,2 lysår

1

Maculata (intet tegn)

Alternativt navn: 38 Lyncis
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Maculata en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 3,82.

Farve: Hvid
Afstand til Jorden: 125 lysår

2

Alsciaukat (intet tegn)

Alternativt navn: 31 Lyncis
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Maculata en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 4,25.

Farve: Orange
Afstand til Jorden: 382 lysår

3

21 Lyncis

Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen 21 Lyncis en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 4,61.

Farve: Hvid
Afstand til Jorden: 274 lysår

4

15 lyncis

Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen 15 Lyncis en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 4,35.

Farve: Hvid
Afstand til Jorden: 178 lysår

5
© Shutterstock