Søslangen - Sådan finder du stjernebilledet Søslangen
GUIDE TIL STJERNEBILLEDER: Søslangen kan ses fra januar til maj på den nordlige halvkugle og om efteråret på den sydlige halvkugle. Find Søslangen med vores stjernebillede-guide, og bliv klogere på himlen over os.

Stjernebilledet Søslangen
Stjernebilledet Søslangen, på latinsk ‘Hydra’, er det største og længste stjernebillede og udgør over 13 procent af stjernehimlen. På trods af sin massive størrelse, er det ikke let at finde på himlen, da de fleste stjerner lyser svagt.
I græsk mytologi er Søslangen – eller Hydra – en slange med ni hoveder, som levede i sumpene ved Lerna på Peloponnes og spredte skræk og rædsel i lokalbefolkningen. Både slangens blod og ånde var giftig, så det krævede en særlig helt at få bugt med monsteret.
Den ære tilfaldt helten Herkules, som i en af sine i alt 12 heltegerninger skulle dræbe Hydra. Hver gang han huggede et hoved af søslangen voksede to nye hoveder ud i stedet.
Først da han med en glødende stok brændte de overskårne halse sammen og forhindrede nye hoveder i at vokse frem, fik han nedkæmpet uhyret.