Tvillingerne - Sådan finder du stjernebilledet Tvillingerne
GUIDE TIL STJERNEBILLEDER: Stjernebilledet Tvillingerne kan ses på den nordlige halvkugle fra november til april. De fleste vender dog blikket mod stjernebilledet i december for at se meteorregnen Geminiderne. Find Tvillingerne med vores stjernebillede-guide, og bliv klogere på himlen over os.
Stjernebilledet Tvillingerne
Stjernebilledet Tvillingerne, på latinsk Gemini, er det 30. største stjernebillede på himlen og blandt de 48 stjernebilleder, der blev nedfældet i oldtiden af den græske astronom Cladius Ptolemy.
I græsk mytologi repræsenterer stjernebilledet de to tvillingedrenge Castor og Pollux, der blev født af Leda, dronningen af Sparta.
Ifølge sagnet blev Leda voldtaget af Zeus, da han forklædt som en svane besøgte dronningen. Det er også denne svane, der associeres med stjernebilledet Svanen.
I nogle beretninger er tvillingerne sønner af Zeus, mens det i andre kun er Pollux, der er den udødelige søn af gudernes konge. Her er Castor så den dødelige søn af dronningens mand Kong Tyndareos.
Som voksne slutter tvillingerne sig til den græske sagnhelt Jason og hans sømænd argonauterne. Her redder de flere gange mandskabet fra problemer, og derfor er de også blevet anset som de forliste sømænds frelsere.
Castor og Pollux kaster deres kærlighed på prinsesserne Phoebe og Hilaira, men de var desværre forlovet med et andet brødrepar, kongesønnerne Idas og Lynceus.
Det ender med, at Lynceus dolker Castor ihjel, og kort tid efter dræber Pollux Lynceus som hævn. Det får Idas til at angribe Pollux, men i sidste øjeblik griber Zeus ind og redder sin søn.
Pollux beder Zeus om, at dele hans udødelighed med Castor, og derfor placerede Zeus dem begge på himlen i stjernebilledet Tvillingerne.
Tvillingerne står for årets største meteorregn
Geminiderne er kendt som årets mest intense meteorregn, da den kan give op mod 150 stjernekud i timen.
Geminiderne ser ud til at opstå fra stjernebilledet Tvillingerne, nærmere bestemt omkring stjernen Castor. Du kan dog se stjerneskud over det meste af himlen, når Geminiderne rammer i første halvdel af december.
Geminiderne stammer fra asteroiden 3200 Phaeton.
Bliv klogere på Geminiderne og hvordan du ser årets meteorregn i vores stjerneskud-kalender 2020.
Stjernebilledet Tvillingerne indeholder også et væld af interstellare objekter, heriblandt supernova-resten IC 443, der kan minde om en vandmand, og den planetariske tåge NGC 2392.
NGC 2392 var indtil sommeren 2020 også kendt som 'Eskimo-nebulaen'. NASA valgte dog at droppe navnet, da mange opfatter ordet 'eskimo' som nedsættende.
Sådan finder du stjernebilledet Tvillingerne

Pollux (β)
Alternativt navn: Beta Geminorum
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Pollux en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 1,14. Pollux er derfor den mest lysende stjerne i stjernebilledet Tvillingerne.
Farve: Orange
Afstand til Jorden: 33,72 lysår
Castor (α)
Alternativt navn: Alpha Geminorum
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Castor en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 1,58. Castor er derfor den næstmest lysende stjerne i stjernebilledet Tvillingerne.
Farve: Blåhvid
Afstand til Jorden: 50,88 lysår
Alhena (γ)
Alternativt navn: Gamma Geminorum
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Alhena en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 1,915. Alhena er derfor en af de mest lysende stjerne i stjernebilledet Tvillingerne.
Farve: Blåhvid
Afstand til Jorden: 109 lysår
Tejat Posterior (μ)
Alternativt navn: Mu Geminorum
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Tejat Posterior en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 2,88.
Farve: Rød
Afstand til Jorden: 230 lysår
Mebsuta (ε)
Alternativt navn: Epsilon Geminorum
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Mebsuta en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 3,06.
Farve: Blåhvid
Afstand til Jorden: 840 lysår
Propus (η)
Alternativt navn: Eta Geminorum
Lysstyrke: Propus er et tredobbelt stjernesystem, og fra Jorden har stjernen en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 3,28.
Farve: Rød
Afstand til Jorden: 380 lysår
Alzirr (ξ)
Alternativt navn: Xi Geminorum
Lysstyrke: Fra Jorden har stjernen Alzirr en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 3,36.
Farve: Gul
Afstand til Jorden: 58,7 lysår
Wasat (δ)
Alternativt navn: Delta Geminorum
Lysstyrke: Wasat er et tredobbelt stjernesystem, og fra Jorden har stjernen en lysstyrke - eller en såkaldt tilsyneladende størrelsesklasse - på 3,53
Farve: Gul
Afstand til Jorden: 58,79 lysår