Hvis du kigger nøje på Månen, vil du kunne se svage farver: lidt blåt eller rødt i de mørke pletter og lidt gult på resten af himmellegemet. Farverne afspejler Månens barndom for 4,5 milliarder år siden. Dengang var Månens overflade et ocean af lava, hvor lettere mineraler som feldspat endte øverst, mens tungere mineraler, fx jern og pyroxen, sank dybere ned. De lette stenarter er meget lyse indeni og gullige på overfladen.
Enkelte steder skinner den lyse farve igennem, hvor meteorer har slået hul på klipperne. Månens store mørke plamager er rige på rødligt jern eller blåligt titanium. Disse mineraler kom op til overfladen for 3-4 milliarder år siden, da vulkansk aktivitet pumpede magma fra Månens indre op. Siden er magmaen størknet til stenarten basalt.