Guide: Se Venus møde Månen i fuldt dagslys
Normalt skal du vente til mørkets frembrud, hvis du vil se spektakulære astronomiske optrin på himlen, men lige nu har du chancen for at se Månen møde Venus ved højlys dag – du skal bare følge denne guide.

Månen og Venus er næst efter Solen de klarest lysende himmellegemer på himlen.
Solen og Månen er ikke de eneste himmellegemer, du kan se ved højlys dag. Vores naboplanet Venus lyser så kraftigt, at den er i stand til at skære igennem på den lyseblå himmel.
Dens stærke lys skyldes, dels at planeten er relativt tæt på os, men også at den er dækket af et tykt lag skyer, der reflekterer sollyset meget effektivt.