Kig op: Kosmisk kugle glitrer med 100.000 stjerner
100.000 ældgamle stjerner tæt samlet i en enorm glitrende kugle. Det smukke fænomen er lige nu synligt på nattehimlen – og vi viser dig, hvor du skal kigge hen.

Om foråret og sommeren står den smukke stjernehob Messier 10 højt på nattehimlen, og du har derfor optimale muligheder for at få et glimt af dens omkring 100.000 tætpakkede stjerner. Messier 10 er en såkaldt kuglehob, dvs. en kugleformet samling af stjerner, som blev dannet i den samme stjernetåge og er blevet sammen lige siden.
De fleste kuglehobe blev dannet tidligt i Mælkevejens historie, og stjernerne i dem er derfor typisk over 11 milliarder år gamle. Men det er ikke tilfældet med alle stjernerne i Messier 10.