solformørkelse, sol

Månen tager en bid af Solen

En mørk skygge bevæger sig hen over Solen midt i sommerens hede. Den 10. juni har du årets eneste chance for at se en solformørkelse på de nordlige breddegrader, så tag et par solformørkelsesbriller på, og nyd dansen mellem Solen og Månen.

En mørk skygge bevæger sig hen over Solen midt i sommerens hede. Den 10. juni har du årets eneste chance for at se en solformørkelse på de nordlige breddegrader, så tag et par solformørkelsesbriller på, og nyd dansen mellem Solen og Månen.

Shutterstock

Solens diameter er ca. 400 gange større end Månens, men Månen er næsten 400 gange tættere på Jorden, og derfor kan den under de rette forhold fuldstændig blokere vores udsyn til Solen – et fænomen, som kaldes en total solformørkelse.

Ikke alle solformørkelser er dog totale. Den 10. juni opstår det, som kaldes en ringformet solformørkelse. Månen vil her glide helt ind foran Solen, men fordi Månen pga. sin aflange bane befinder sig lidt længere fra Jorden end normalt, vil den ikke fylde nok på himlen til at kunne blokere solskiven helt.

solformørkelse, illustration
© Shutterstock

Månen kaster to skygger

Den yderste del af Månens skygge giver en delvis formørkelse. Den inderste giver en total eller ringformet formørkelse.

Set fra den indre del af Månens skygge, umbraen, er solformørkelsen total. Er Månen for langt væk til at blokere hele solskiven, får vi i stedet en ringformet formørkelse.

Rundt om umbraen ligger en svagere skygge kaldet penumbraen. Set herfra vil Månen ikke glide helt ind foran Solen, og solformørkelsen er kun delvis.

En ring af sollys vil derfor være synlig rundt om Månen. Den ringformede solformørkelse vil være fuldt synlig i bl.a. Grønland og Canada, men i Europa er det også muligt at få et glimt af den. Herfra ses fænomenet fra en lidt skæv vinkel, og derfor kommer Månen kun til at dække et lille stykke af solskiven – en såkaldt delvis solformørkelse.

Efter den 10. juni må vi vente helt til den 25. oktober 2022, før vi får en solformørkelse i Europa igen. Det bliver også en delvis formørkelse.

GUIDE TIL SOLFORMØRKELSEN:

HVOR OG HVORNÅR?

Set fra København varer solformørkelsen fra kl. 11.33 til kl. 13.51, og Solen er maksimalt dækket kl. 12.41. Længere vestpå i landet sker det hele nogle minutter tidligere.

SYNLIGHED?

Når du ser formørkelsen, skal du bruge et par solformørkelses-briller, som blokerer Solens farlige ultraviolette stråler – ellers risikerer du, at dine øjne bliver alvorligt beskadiget.

Hvis du vil tage billeder, så anvend et solfilter foran telelinsen, og stil det manuelle fokus på uendelig afstand. Justér eksponeringen, så den lyse del af solskiven ikke brænder helt ud i hvidt.