Stjernehimlen i marts 2021: Her er din guide

På den nordlige halvkugle varsler marts begyndelsen på foråret - og en masse grunde til at vende blikket mod stjernehimlen, der lige nu byder på lidt af hvert.

Brug vores guide til stjernehimlen i marts 2021 og få en masse astronomiske oplevelser i årets første forårsmåned.

Synlige stjernebilleder i marts 2021

Jordens rotation om egen akse og dets rejse rundt om Solen betyder, at de fleste stjerner og derfor stjernebilleder bevæger sig. Og derfor er der flere stjernebilleder, som vi kun kan se på bestemte tider af året.

Stjernehimlen i marts byder fx på:

Lossen: Lossen er et stjernebilledet med svage stjerner. Den letteste måde at finde Lossen på er ved at lokalisere stjernebilledet Store Bjørn. Store Bjørn kan ses hele året på den nordlige halvkugle og indeholder stjernemønsteret Karslvognen. Stjernebilledet Lossen er placeret mellem Store Bjørn og stjernebilledet Tvillingerne.
Lille hund: Følg de to øverste stjerner i Orion i en vandret linje. Det vil lede dig til det Lille hund, hvor stjernen Procyon især lyser op. Du ser stjernebilledet bedst omkring kl. 21:00.
Krebsen: Krebsen er lige under Lossen og skråt op til venstre for Lille hund. Ligesom Lossen består Krebsen af svage stjerner.

Synlige stjernebilleder hele året

Ud af de 88 officielle stjernebilleder er der også et par stykker, du kan se året rundt.

Det skyldes, at stjernerne i disse stjernebilleder er såkaldte cirkumpolare stjerner, hvilket betyder, at de enten er tæt på det nordlige eller det sydlige centrum for himmellegemernes bevægelse.

De stjernebilleder, du kan se på stjernehimlen i marts og resten af året er:

Cassiopeia - Stjernebilledet er let at finde, da det ligner bogstavet 'W'.
Cepheus - Stjernebilledet ligger ved siden af Cassiopeia og er tæt på Nordstjernen Polaris.
Lille Bjørn - Lille Bjørn indeholder Nordstjernen Polaris og ligner meget Karlsvognen - blot med et 'håndtag', der går op i stedet for ned.
Store Bjørn - Karlsvognen er en del af Store Bjørn, så hvis du finder det genkendelige stjernemønster, har du fundet stjernebilledet.
Dragen - Stjernebilledet ligger ved siden af Cepheus og under Lille Bjørn.

Særlige fænomener i marts 2021

Malstrømgalaksen træder frem i foråret

Mens Jordens dyr tog deres første skridt på havbunden for en halv milliard år siden, buldrede galaksen NGC 5195 direkte ind i sin større nabo, Malstrømgalaksen.

Nogle hundrede millioner år senere stødte de to galakser sammen igen.

De to galaksers vedvarende slåskamp har formentlig været med til at forme Malstrømgalaksens markante spiralarme.

Og NGC 5195’s tyngdekraft sender stadig bølger gennem naboens gasskyer, så de trækker sig sammen til kompakte, lyserøde klumper og danner stjerner i et usædvanlig højt tempo.

De nye, blålige stjerner blæser med tiden den lyserøde gas væk.

NGC 5195 ligger i dag lige bag ved Malstrømgalaksen – set fra Jorden – og de to galakser er forbundet af en bro af støv. De befinder sig cirka 25 millioner lysår fra os, men du kan se dem med en almindelig håndkikkert på en mørk aften. Især Malstrømgalaksens kerne er synlig.

Den lyser omkring 100 millioner gange kraftigere end Solen – dels fordi koncentrationen af stjerner er ekstremt høj, dels fordi det sorte hul i galaksens midte forårsager frigivelse af enorme mængder energi.

Hvor og hvornår: Malstrømgalaksen kan ses hele året, men den står særlig højt i foråret, hvor himlen også er tilpas mørk. Især ved nymåne d. 13. marts har du god mulighed for at se galaksen. Du finder Malstrømgalaksen lidt over og til højre for den yderste stjerne i Karlsvognens vognstang. Klokken 23 er galaksen omkring 60 grader over den østlige horisont.
Synlighed: Uden forstyrrende lys kan du med en håndkikkert se Malstrømgalaksen og dens følgesvend som tågede lyspletter. Med et lille teleskop kan du skelne de markante spiralarme.

Dobbelthoben glitrer på nattehimlen

Med det blotte øje ligner de en diset stjerne, men hvis du zoomer ind med en kikkert eller et teleskop, bliver du mødt af et fantastisk syn – hundredvis af stjerner fordelt i to store grupper: dobbelthoben i Perseus.

Og her i marts står den højt på nattehimlen.

Som navnet antyder, består fænomenet af to samlinger af stjerner, som er tæt på hinanden.

Stjernehobene i stjernebilledet Perseus, som hedder henholdsvis h Persei og Chi Persei, er åbne stjernehobe.

Det betyder, at de består af unge stjerner, som er født af den samme gassky, og som langsomt bevæger sig væk fra hinanden.

I astronomisk skala er stjernehobene med en alder på 12-13 millioner år også ganske unge.

Størstedelen af hobenes 300-400 stjerner er blå-hvide superkæmper, som har masser på 10-100 gange Solens.

Denne type stjerner er ekstremt lysstærke og derfor nemme at se, men de opbruger deres energi relativt hurtigt.

Hvor og hvornår: Du finder dobbelthoben mellem stjernebillederne Cassiopeia og Perseus, som omkring klokken 23 befinder sig cirka 30 grader oppe på himlen mod den nordvestlige horisont.
Synlighed: Find først Cassiopeia med den markante W-form. Tegn derefter en linje fra stjernebilledets midterste stjerne mod W’ets nederste venstre spids. Forlæng linjen, indtil du ser dobbelthoben. Med det blotte øje kan du se dobbelthoben som en diffus, lysende prik. Ved hjælp af en helt almindelig håndkikkert bliver det muligt at se hobens stjerner.

Krabbetågen træder frem i marts

Krabbetågen er en rest efter en eksploderende stjerne – en såkaldt supernova – som ligger i stjernebilledet Tyren ca. 6000 lysår borte.

Supernovaresten blev første gang observeret i år 1054 af kinesiske astronomer.

Da den franske astronom Charles Messier i 1758 udgav sit katalog over himmelobjekter, blev Krabbetågen registreret som en komet under navnet Messier 1.

I de 1000 år, astronomerne har kendt til Krabbetågen, har den kun vokset sig større på himlen.

Det skyldes, at stoffet, som blev slynget ud efter eksplosionen, bevæger sig væk fra centrum med en hastighed på 1500 km/s.

I midten af Krabbetågen er der en neutronstjerne, der roterer 30 omgange i sekundet.

For hver omgang udsendes der radiobølger og røntgenstråler i retning af Jorden.

Hvor og hvornår: Den 13. marts er der nymåne, og i dagene omkring denne dato er himlen relativt mørk natten igennem. Observationsforholdene er altså gode, hvis vejret er klart. Klokken 23 finder du Krabbetågen ca. 30 grader over horisonten mod vest i nærheden af stjernebilledet Orion. Derefter bevæger den sig nedad mod horisonten og i nordvestlig retning.
Synlighed: Montér din håndkikkert på et stativ. Find Orions tre bæltestjerner, og bevæg kikkerten skråt opad mod højre, cirka svarende til Orions samlede højde – dér finder du krabbetågen.

Se airglow gløde på nattehimlen

Lysfænomenet airglow – eller på dansk luftglød – består af et tyndt, lysende lag på himlen, som kan have forskellige farver, hvis egenskaber bestemmes af, hvilke molekyler luften indeholder.

Airglow opstår, fordi sollysets intense stråling om dagen kan få luftmolekyler til at splitte op.

Når molekylerne finder sammen igen om natten, udsender de en svag – ofte grønlig eller rødlig – glød, som gør, at nattehimlen aldrig er helt sort.

Det grønne airglow stammer fra ilt i omkring 80 kilometers højde. En anelse højere oppe i ca. 95 kilometers højde vil ilten producere en svag, blå glød. I en større højde på 200-300 kilometer lyser ilten rødt.

Længere nede – i omkring 80-90 kilometers højde – kan molekyler af ilt og brint også give en rød farve. Gulligt airglow stammer fra natrium.

Fænomenet kan under gunstige forhold ses med det blotte øje.

Hvor og hvornår: Vil du se airglow, skal du opholde dig et mørkt sted omkring nymåne den 13. marts. Du skal tidligst gå ud en time efter solnedgang og kan så se fænomenet natten igennem. Du oplever nemmest airglow i en højde på omkring 20 grader over horisonten. Her vil du på grund af den skrå vinkel se igennem et tykkere lag af airglow i forhold til at kigge lodret op.
Synlighed: Vil du fotografere airglow, skal du bruge en lang eksponering på fx 30 sekunder, så kameraet opfanger mere lys. Kameraet kan også bedre gengive farverne og strukturerne på himlen.