Om Leoniderne
I den sidste halvdel af november hvert år rammer meteorregnen Leoniderne Jordens atmosfære med omkring 70 kilometer i sekundet.
Det er 200 gange hurtigere end en riffelkugle, og dermed er Leoniderne de hurtigste meteorer, der regelmæssigt rammer Jorden.
De små ildkugler lyser stærkere end noget andet på nattehimlen med undtagelse af Månen. Lyset opstår, når meteorerne varmer luften omkring sig op, og afhængigt af sammensætningen af gasser i luften kan lyset have grønne eller blålige farver.
Leoniderne er rester fra kometen 55P/Tempel-Tuttle, der besøger det indre Solsystem – og dermed Jordens nabolag – hvert 33. år. Næste gang er i 2031, så der vil Leoniderne formentlig levere en ekstra kraftig meteorregn.
Guide til Leoniderne

Sådan gør du
HVOR OG HVORNÅR?
Leoniderne topper natten mellem den 17. og 18. november, og du kan se flest i de tidlige morgentimer, fx mellem kl. 2 og 3. Find helst et sted uden store mængder lysforurening.
Meteorerne kan optræde overalt på himlen, men ser ud til at komme fra et punkt 20-30 grader oppe mod øst. Hele den østlige halvdel af himlen vil være et godt sted at kigge hen.
HVORDAN?
Hvis du vil opleve mange meteorer, skal du være tålmodig, varmt klædt på og komfortabel – fx i en stol. Vil du tage billeder, så brug en lang lukkertid, fx 30 sekunder, samt en bred billedvinkel.