Første del til nyt gigant-teleskop er klar

Teknikere har netop gennemført den største støbning af et konvekst teleskopspejl nogensinde. Det betyder, at de nu er ét skridt tættere på at skabe verdens største optiske teleskop.

Extremely Large Telescope skal placeres midt i Atacama-ørkenen i Chile i hele 3.060 meters højde.

© ESO/L. Calçada

Jordlignende planeter, liv i rummet, sorte huller og fordelingen af mørkt stof.

Der er masser af mysterier at opklare i Solsystemets baggård, når verdens største optiske teleskop efter planen står klar i 2024.

Extremely Large Telescope, som det er døbt, er forskernes store håb for at gøre nye opdagelser i rummet og finde svaret på nogle af fysikkens største hovedbrud.

Og nu har de nået endnu en milepæl på vejen mod at gøre den til en realitet: Den største støbning af et konvekst spejl nogensinde.

Støbning af sekundærspejlet.

© ESO

Behandles i et år

Spejlet skal fungere som et såkaldt sekundærspejl, der skal opfange lyset fra de forskellige himmelobjekter og sende det videre i teleskopet.

Det færdige spejl bliver 4,2 meter i diameter og kommer til at veje hele 3,5 tons. Det er det største sekundærspejl, der nogensinde er planlagt og større end hovedspejlet i mange af de største teleskoper, vi har i dag.

Udover spejlets enorme størrelse er det både krumt og såkaldt asfærisk, så det skaber den bedste optiske effekt. Og det gør både fremstillingen og afstøbningen ekstremt krævende.

Det betyder også, at den støbte spejlskive først skal køles langsomt ned, grovslibes og varmebehandles i et år, før den er helt færdig.

Verdens største øje

Extremely Large Telescope er blevet kaldt ”Verdens største øje mod himlen” og skal placeres midt i Atacama-ørkenen i Chile i 3.060 meters højde.

Teleskopet kommer til at levere billeder, der er 15 gange skarpere end rumteleskopet Hubble.