Hubble-teleskopet

Mennesket har altid set mod himlen og det, der lå hinsides.

Men det var først efter Hubble-teleskopets opsendelse den 24. april 1990, at vi for alvor kunne se de fjerne stjernetåger, spiralgalakser og stjernehobe, der omgiver vores planet.

Før Hubble-teleskopet havde astronomer betragtet Universet gennem teleskoper på landjorden. Og selv om de kunne afsløre nogle af Universets hemmeligheder var der et problem.

Jordens atmosfære slørede teleskopernes udsyn med sin beskyttende suppe af gasser og støv. Derfor var der meget, vi kun kunne skimte og meget, vi slet ikke kunne se.

NASA begyndte derfor i 1960'erne at lægge planer for et stort rumteleskop, der kunne sendes i kredsløb om Jorden og fotografere Universet i en hidtil ukendt detaljegrad.

Hubbles lange rejse mod rummet

Der skulle dog gå omkring 30 år før Hubble-teleskopet endelig kunne forlade Jorden ombord på rumfærgen Discovery.

Hubble blev blandet andet forsinket på grund af Challenger-katastrofen i 1986. Hubble-teleskopet var nemlig klar til opsendelse i 1985, men da rumraketten Challenger eksploderede ved opsendelse, fik alle NASAs fartøjer flyveforbud i to år.

I den tid arbejdede NASA med optimere og opgradere teleskopet yderligere, og i 1990 var Hubble endelig klar til sin jomfrurejse. Opsendelsen af teleskopet gik gnidningsfrit, men Hubbles første billeder viste en alvorlig fejl i teleskopets hovedspejl.

Hovedspejlet var perfekt slebet, men det havde en forkert form, og det betød, at Hubble-teleskopet tog uskarpe billeder. Det ledte hurtigt til bekymring hos NASA. For selv om mange komponenter kunne udskiftes på teleskopet, var hovedspejlet ikke en af dem.

Heldigvis fik teknikerne hos NASA en god idé.

Hubble teleskop

© Shutterstock

Sådan virker Hubble-teleskopet

Solpaneler og gyroskoper holder Hubble kørende

Hubble-teleskopet får sin energi fra to store solpaneler og holder sin kurs og stabilitet i rummet ved hjælp af særlige mekaniske instrumenter, kaldt gyroskoper.

Uden gyroskoperne kan Hubble risikere at komme for tæt på enten Jorden eller Solen, hvilket kan ødelægge teleskopets følsomme udstyr.

Hovedspejl fanger selv det mindste lys

Hubble-teleskopet er udstyret med næsten 2,5 meter langt hovedspejl, der skal opfange så meget lys som muligt, da det er essentielt for at tage skarpe billeder.

Hubbles udkigspost i rummet gør det også muligt at opfange infrarød og ultraviolet lys, der ikke kan ses af teleskoper fra landjorden på grund af vores atmosfære. Ved at fange disse lyskilder, kan Hubble fx give os detaljer fra helt unge stjerner.

Hubble skifter vinkel med hjul

Hubble har ingen motorer, der kan give fremdrift eller hjælpe med at ændre vinkel. Alligevel skyder teleskopet en ekstrem fart i sit kredsløb om Jorden. På omkring 95 minutter har Hubble taget en tur rundt om Jorden.

Hvis Hubble skal ændre sin vinkel, drejer den nogle små reaktionshjul i den modsatte retning. Hubble kan dreje 90 grader på 15 minutter med denne manøvre.

Hubble får kontaktlinser

I 1993, tre år efter opsendelsen, fik Hubble-teleskopet besøg af astronauter, der udstyrede teleskopet med en form for kontaktlinser, der korrigerede for fejlen i hovedspejlet.

Herfra begyndte det store teleskop at tage skarpe billeder af Universets objekter og give os en bedre forståelse af dem.

Hubble-teleskopet afslørede fx, at nyfødte stjerner i stjernetågen, Oriontågen, havde særlige skiver af gas og støv omkring sig, hvilket formentlig er det, der går forud for dannelsen af planetsystemer.

Lys og farver kan afsløre liv i rummet

Data fra Hubble har også kunne afsløre, hvad astronomer mener er, vandmolekyler på exoplaneten K2-18b - en vigtig grundsten for liv, som vi kender det.

Hubble-teleskopet måler lys, der kommer fra andre solsystemers stjerner og bliver filtreret igennem atmosfærerne på exoplaneter.

Når lyset passerer igennem atmosfærerne, bliver lyset enten afbøjet, reflekteret eller optaget af molekylerne i atmosfære. På den måde afgør molekylerne, hvilke bølgelængder af lys - og dermed farver - der når frem til Hubble-teleskopet.

Ud fra analyse af disse farver har astronomer kunne udlede, at der på K2-18b er meget lidt lys i netop de bølgelængder, der svarer til vandmolekyler, hvilket gør exoplaneten til en kandidat for liv.

Hubble-teleskopet har gjort sin sensationelle opdagelse ved at opsnappe og analysere de lysbølger, der har været en tur igennem K2-18b's atmosfære.

© Oliver Larsen

1. Lys fra stjerne rammer planets atmosfære

Exoplaneten K2-18b passerer ind foran sin stjerne. En del af lyset rammer planetens atmosfære.

© Oliver Larsen

2. Molekyler optager og reflekterer lys

Atmosfærens molekyler optager lys med bestemte bølgelængder og reflekterer eller afbøjer lys med andre bølgelængder.

© Oliver Larsen

3. Bølgelængder afslører vand

Hubble-teleskopets målinger viser, at planetens atmosfære især absorberer infrarødt lys omkring bølgelængden 1.400 nanometer, som svarer til molekyler af vanddamp.

Nye superteleskoper skal jage liv

Indtil nu har Hubble-teleskopet og det pensionerede Kepler-teleskop været bannerførerne for jagten på liv i rummet. Og selvom Hubble ikke skal retur til Jorden foreløbigt, er der en ny generation af rumteleskoper er på vej til at hjælpe med opgaven.

De større og mere præcise rumteleskoper vil ifølge forskerne give os det fulde billede af mange exoplaneter. Teleskoperne skal blandt andet kigge efter ilt, metan og kuldioxid i planeternes atmosfærer – alle potentielle tegn på liv.