JPL-Caltech/NASA

Rumteleskop skal finde spor af universets fødsel

Teleskopet SPHEREx skal løse nogle af astronomiens allerstørste gåder og blandt andet finde ud af, om big bang-teorien holder.

NASA har nu endeligt besluttet at sende et nyt rumteleskop ved navn SPHEREx op i 2024 eller 2025.

Teleskopet skal besvare tre af astronomiens største spørgsmål ved at undersøge det infrarøde lys fra nære og fjerne himmellegemer.

Det infrarøde lys fra fjerne galakser skal bruges til at tegne 3D-kort, som viser deres præcise placering.

Satellitten SPHEREx skal kortlægge himlen i det infrarøde område. Tre skærme omkring dens kamera beskytter det mod Solens stråler og genskinnet fra Jorden.

© JPL-Caltech/NASA

Fordelingen af galakserne kan afsløre, om big bang-teorien om universets fødsel holder stik. Et centralt punkt i teorien er, at universet udvidede sig med ekstrem hastighed, lige efter at det blev født.

Inflationen har efterladt spor

Udvidelsen, som også kaldes inflationen, foregik i under en milliardtedel af en milliardtedel af et sekund efter big bang, og ifølge teorien har den sat sit aftryk i stoffets fordeling i nutidens univers.

SPHEREx’ 3D-kort over milliarder af galakser skal vise, om det forudsagte mønster findes i virkeligheden, og dermed, om teorien kan bekræftes.

© Shutterstock

3 facts om universets inflation

Eksplosiv vækst: Fra at være på størrelse med en brintkerne blev universet som en grapefrugt.

Ensartethed: Inflationen kan forklare, hvorfor universet ser ud til at være ens i alle retninger.

Geometri: Inflationen kan også forklare, hvorfor universet i dag ser ud til at være fladt.

Det infrarøde lys fra de fjerne galakser skal desuden afklare, hvordan universets første stjerner blev skabt.

SPHEREx har instrumenter, som kan opdele lyset i 102 bølgelængder, og sammensætningen af dem kan løfte sløret for, hvilke grundstoffer der var til stede, da de første stjerner blev tændt.

Skal finde vand i Mælkevejen

Endelig skal teleskopets målinger bruges i astronomernes jagt på vand i vores egen galakse, Mælkevejen.

Ifølge teorien spiller iskrystaller en vigtig rolle for dannelsen af solsystemer, fordi de virker som en lim, der klistrer støvpartikler sammen og dermed er afgørende for, at stoffet omkring nyfødte stjerner kan samle sig til planeter.

Forskerne vil gerne finde ud af, hvor almindelige iskrystaller er i unge solsystemer, og dermed også, hvor sjældent vores eget, vandrige solsystem er.