Superteleskop skal overvåge solstorme
I mere end et årti har amerikanske og tyske forskere arbejdet på et teleskop, der skal gøre det lettere at holde øje med faretruende solstorme, mens de udspiller sig.

Med den nye enhed kan forskere overvåge et langt større område af solens aktivitet i realtid.
Kraftfulde eksplosioner i Solens atmosfære, der sender langvarige lammelser i retning af vores kommunikationssystemer, flytrafik, satellitter og el-forsyning.
Det kan i værste fald blive konsekvensen, hvis flere såkaldte solstorme, eller soludbrud, forstyrrer Jordens magnetfelt i fremtiden.
Men takket en ny enhed til et af verdens bedste solteleskoper, bliver det nu lettere for forskere at holde et vågent øje med det faretruende rumvejr, mens det udspiller sig.
Kan få afgørende betydning
Teleskopet er placeret ved Big Bear Solar Observatory i Californien, og er netop blevet opgraderet i en grad, så det bliver muligt for forskerne at undersøge et tre gange så stort område af Solens aktivitet som før. Endda i realtid.
Og det kan få afgørende betydning i forhold til truslen fra solstorme i fremtiden, forklarer fysiker Philip Goode fra New Jersey Insitute of Technology.
”For at kunne forstå Solens fundamentale dynamikker, og solstormes oprindelse, har vi brug for at indsamle data fra så stort et område som muligt,” lyder det.
2000 billeder i sekundet
I mere end et årti har han arbejdet sammen med kolleger fra blandt andet Kiepenheuer Institute for Solar Physics i Tyskland på en ny enhed til teleskopet kaldet MCAO – multi-conjugate adaptive optics.
Enheden består af tre spejle, der dækker hver deres område af Jordens atmosfære, og en række ekstremt hurtige kameraer, der er i stand til at indfange og analysere intet mindre end 2000 billeder i sekundet.