NASA GSFC/CIL/Adriana Manrique Gutierrez
Artist image – JWST i rummet

Verdens største rumteleskop fanger det skarpeste billede nogensinde

Det ekstremt kraftige James Webb-teleskop har taget sit første fokuserede foto. Og det er det klareste infrarøde billede, der nogensinde er fanget fra rummet.

Efter flere ugers arbejde med at justere teleskopets 18 gigantiske guldspejle har verdens største rumteleskop, James Webb-teleskopet, endelig taget sit første fokuserede billede fra rummet.

Med spejlene indstillet er den ekstremt komplicerede gigant, der har været mere end 30 år undervejs, nu endelig klar til at indfange hidtil usete dele af Universet.

"Det her er det skarpeste billede, du kan få fra et teleskop af den her størrelse," lød det fra en af forskerne bag teleskopet Marschall Perrin, da billedet blev vist på en pressekonference for et par dage siden.

18 øjne stirrer ud i Universet

2MASS J17554042+6551277

NASA brugte en stjerne kaldet 2MASS J17554042+6551277 til at indstille alle 18 guldspejle på det samme objekt. Resultatet er det skarpeste infrarøde billede fra rummet, vi nogensinde har set.

© NASA

På billedet ses en stjerne med det mundrette navn 2MASS J17554042+6551277. Og selvom selve stjernen er relativt almindelig, er billedet langt fra.

Operatørerne bag det ti milliarder dollars dyre teleskop har brugt flere uger på at indstille gigantens 18 spejle.

Spejlene er James Webb-teleskopets øjne i rummet. Og med et samlet areal på 25 kvadratmeter er det mangekantede apparat langt større end forgængeren, Hubble-telskopet, med et spejlareal på 4,5 kvadratmeter.

De store spejle gør det muligt at se længere ud i Universet. Men for at de kan smelte sammen til én samlet enhed, skal hvert eneste spejl indstilles med nanometer-præcision.

Nu venter næste opgave

Da teleskopet sendte sit førte billede hjem til Jorden i februar, var spejlene stadig ikke fokuserede, og resultatet var derfor sløret.

Men selvom instrumenterne i teleskopet endnu ikke er fuldt justerede, er billedet alligevel knivskarpt.

Den næste opgave er nu at få spejlene til at spille sammen med andre instumenter i teleskopet, som fx de infrarøde spektografer.

Den opgave regner forskerne med er afsluttet allerede tidligt i maj eller før.

Sådan skal verdens største rumteleskop kortlægge Universet:

Spejle fanger universets usynlige lys

Når James Webb-teleskopet er udfoldet og på plads, begynder missionen for alvor. Hovedspejlet opfanger infrarødt lys – dvs. varmestråling – fra fjerne himmellegemer, og via det sekundære spejl sendes det videre til teleskopets instrumenter.

Alexandr Mitiuc/Imageselect/Shutterstock & Lotte Fredslund

1. Guldspejle samler strålingen

Hovedspejlet består af 18 sekskantede spejle af det stærke letmetal beryllium. Spejlene er slebet med en præcision på 20 milliontedele af en millimeter og belagt med guld, som reflekterer infrarød stråling rigtig godt.

Alexandr Mitiuc/Imageselect/NASA/Shutterstock & Lotte Fredslund

2. Instrumenter analyserer lyset

Instrumentpakken bag spejlet rummer infrarøde kameraer og spektrografer. Spektrograferne analyserer bølgelængderne, som afslører både temperatur og kemisk sammensætning i de objekter, rumteleskopet rettes mod.

Alexandr Mitiuc/Imageselect/NASA/Shutterstock & Lotte Fredslund

3. Solskærm sænker temperaturen

Instrumenterne tåler ikke varme, og en 150 kvadratmeter stor solskærm beskytter dem mod Solens stråling. Skærmen består af fem lag plastikfilm, som reflekterer strålingen og holder temperaturen under -225 °C.

Alexandr Mitiuc/Imageselect/NASA/Shutterstock & Lotte Fredslund