OM 800 MIO. ÅR – Jordens liv bliver kvalt og stegt
Solen er Jordens værste fjende. Vores stjernes forbrænding øges langsomt over de næste hundrede mio. år, så Jorden ender som en bøf på en stegepande, hvor blusset langsomt skrues op.
Livet vil sandsynligvis uddø trinvist over nogle hundrede mio. år. De mest avancerede beregninger viser, at temperaturerne på Jorden allerede om 600 mio. år truer større dyr. Om 800 mio. år vil mikrober uddø.
Årsagen er ikke kun Solens varme, men også at kuldioxiden i atmosfæren forsvinder. Det sker, fordi CO2 fjernes hurtigere fra atmosfæren, end det tilføres af vulkaner. Uden CO2 kan alger og planter ikke overleve. Med tiden vil næsten alt CO2 være bundet i bjerge, og alle planter være døde.
OM 3,75 MIA. ÅR – MÆLKEVEJEN SLUGES AF GLUBSK NABO
Vores galaktiske hjem sluges af naboen Andromeda om 3,75 milliarder år. De to galakser er allerede nu på kollisionskurs og nærmer sig hinanden med knap 200 km/s.
Andromeda vil med sine ca. en billion stjerner opsluge Mælkevejens ca. 300 milliarder stjerner. I processen støder stjernerne og planeterne dog næppe sammen, men får blot en ny kosmisk adresse. Vores solsystem ender fx tre gange længere væk fra galaksens centrum end i dag.
OM 100 MIA. ÅR – Mørkt energi trækker galakser væk fra hinanden
Om 100 milliarder år vil de fleste andre galakser end vores egen være forsvundet ud af syne. Et teleskop, som kigger ud forbi vores galaksehob på det tidspunkt, vil ikke se andet end totalt mørke.
Fænomenet skyldes den mystiske mørke energi, som får universet til at udvide sig hurtigere og hurtigere. Universets voldsomme acceleration betyder, at afstandene til galakser, som ligger fjernt fra vores egen, på et tidspunkt forøges hurtigere end lysets hastighed.
Når det sker, kan lyset fra disse galakser ikke længere nå frem til os, og vi kan ikke længere se fjerne steder i verdensrummet.
Udvidelsen kan imidlertid ikke rive helt nære galakser ud over den såkaldte visuelle horisont, hvor lyset forsvinder. De nære galakser bliver holdt på plads og trækkes ind mod hinanden af tyngdekraften, som er stærkest over relativt korte afstande.
OM 1.000.000 MIA. ÅR – Planeterne bliver hjemløse
To stjerner i en galakse, som kommer tæt på hinanden, mærker ikke trækket fra den anden nævneværdigt. Men stjernernes planeter er så lette i forhold til stjernerne, at de trækkes ud af kurs under det kosmiske stævnemøde.
En forbipasserende stjerne kan faktisk få en planet til at slingre i en sådan grad, at kloden rives bort fra sin stjerne og kastes ud i rummets ensomhed.
Forskerne har regnet ud, at alle planeter slynges væk hvert 30 billionte år. Det betyder, at alle planeter statistisk set vil være hjemløse om 1.000.000 mia. år.
OM EN TRILLION TRILLIARD ÅR – Stof ender som lys eller jern
Når alle stjernernes energi er opbrugt, vil stoffet enten blive til lys eller til jern, forudsiger fysikerne. Udfaldet afhænger af, om protonen – grundbestanddelen i alle atomkerner – henfalder eller ej.
En partikel, der henfalder, går i opløsning og bliver til lettere partikler. Vor tids fysikteori, standardmodellen, forudsiger, at protonen ikke kan henfalde.
Hvis standardmodellen holder, vil alle atomer ende som jern, som har universets mest stabile atomkerne. Men hvis protonerne henfalder, ender alt som lys.
OM OVER EN DECILLION ÅR – Sorte huller fordamper
Kanten af et sort hul – den såkaldte begivenhedshorisont – er en ubrydelig fælde. Når noget først er fanget i et sort hul, kan det ikke bryde ud igen. End ikke lys undslipper.
Sådan lød teorien – lige indtil den britiske fysiker Stephen Hawking udtænkte teorien om Hawkingstråling: På kanten af det sorte hul opstår en konstant strøm af partikler og antipartikler. Partikelparrene splittes, og partikler med positiv energi slipper væk, mens partikler med tilsvarende negativ energi suges ind i det sorte hul.
På den måde mister det sorte hul hele tiden lidt af sin energi. Over lang tid betyder det, at det sorte hul fuldstændig går i opløsning – det “fordamper”.