"Jeg lavede minimal behandling, og ingen af billederne er beskåret bare lidt stræk og farve."
Farver afslører kemi
Selvom det er bemærkelsesværdigt, hvis de grynede pixels sammensat af reddit-brugeren virkelig er et billede af TRAPPIST-1, er det spektrum-billedet, der kan vise sig at gemme på den største opdagelse.
Forskere er stadig ved at undersøge de offentliggjorte data fra Webb-rumteleskopet, især fordi der i observationerne, som reddit-brugeren har gjort brug af, er tegn på, at en af de syv planeter i planetsystemet, TRAPPIST-1b, måske passerer ind foran stjernen.
Det er særlig interessant, fordi stjernelys, som er passeret igennem en planets atmosfære kan rumme vigtig viden om sandsynligheden for liv på planeten.
I et spektrum er lys eller stråling opdelt i farver alt efter bølgelængde. Fordi hvert kemisk element udstråler og absorberer forskellige bølgelængder af lys, så kan forskere bruge lysspektret til at afgøre, om der fx findes CO2 i atmosfæren på en planet.
Med spektret uploadet på reddit er håbet altså, at TRAPPIST-1b kan måles og analyseres.
Planeten er på størrelse med Jorden.
Den kredser for tæt på planetsystemets røde dværg til, at der kan være chance for liv på overfladen.
Men data om planetens atmosfære vil være et kolossalt skridt fremad for exoplanetvidenskaben.
En talsperson fra det amerikanske rumdatacenter, Space Telescope Science Institute (STSI), har bekræftet, at billederne ser ud, som forskerne forventede.
Alle kan være med
Det er Webb-rumteleskopets NIRISS (Near InfraRed Imager and Slitless Spectrograph) instrument, som observerede TRAPPIST-1.
Space Telescope Science Institute (STSI) administrerer herefter al data fra rumteleskopet, og sender dem videre til forskere tilknyttet Webb-rumteleskopet, som har eksklusiv adgang i et par måneder.
Derefter er de fleste rådata åbne for offentligheden.
Med de rigtige computerprogrammer og den rette viden kan alle omdanne disse data til billeder eller spektre.
STSI er så interesseret i at få almindelige borgere med i projektet, at de afholder webinarer og kurser, hvor alle kan lære at bearbejde Webb-rumteleskop-data.
Det kan være en god idé at gøre sig klar, for det er allerede varslet, at nye data er på vej om TRAPPIST-1.