For 6000 år siden skabte Gud Himlen og Jorden. Dernæst fyldte han planeten med planter og dyr, og til sidst skabte han endelig manden og kvinden. Alle nulevende arter kan spores tilbage til de dyr, der overlevede Guds syndflod ombord på Noas ark.
Sådan lyder skabelsesberetningen og fortællingen om arternes evolution i Biblen, som de fleste mennesker tilsluttede sig i starten af 1800-tallet.
Derfor skabte det også enorm modstand, da den britiske videnskabsmand Charles Darwin fuldstændig forkastede Biblens første sider med sit skelsættende værk, “Arternes oprindelse”, fra 1859.
I det videnskabelige hovedværk argumenterer Darwin for, hvordan alle klodens levende organismer var beslægtede mange millioner år tilbage i tiden. Han forklarede også, hvordan nye arter kunne dannes, nemlig ved naturlig selektion.
Darwin ville først være præst
Det lå ellers ikke i kortene, at Charles Darwin skulle blive en af sin tids største og mest indflydelsesrige forskere.
Videnskabsmanden, der detonerede en bombe under den kristne verdensopfattelse, begyndte nemlig sin forskerkarriere med at uddanne sig til præst på University of Cambridge i 1827.
På det tidspunkt betegnede den 18-årige Darwin sig selv som kristen. Teologistudierne fangede ham dog aldrig, og i stedet begyndte han at interessere sig for zoologi, botanik og geologi.
Maleriet forestiller Charles Darwin som syvårig i 1816. Darwin voksede op i den engelske by Shrewsbury vest for Birmingham. Hans forældre var velhavende og veluddannede, og den unge Darwin havde en lykkelig barndom. Da han var otte år, døde hans mor dog uventet.
1831 blev det første store vendepunkt i Darwins videnskabelige karriere. Her blev den blot 22-årige studerende tilbudt en stilling som ulønnet forsker på skibet HMS Beagle.
Skibet skulle lave en jordomrejse på fem år. Kaptajnen på skibet var Robert Fitzroy, og Darwin var med som skibets naturhistoriker.
Den unge videnskabsmand var ikke søstærk. “Jeg hader hver en bølge på havet,” snerrede han flere gange til skibets øvrige besætning.
Når lejligheden bød sig, gik Darwin derfor i land på lange indsamlingsrejser efter dyr, planter, fossiler og mineraler.
Særligt besøgene på Galápagosøerne, hvor arternes mangfoldighed var helt utrolig, satte gang i den unge forskers tanker.
Kort over det britiske flådeskib HMS Beagles femårige jordomrejse fra 1831 til 1836. Charles Darwin var med som skibets naturhistoriker, og jordomrejsen fik afgørende betydning for udviklingen af hans evolutionsteori.
I 1836 vendte HMS Beagle hjem til England. Kort derefter begyndte Darwin at udgive videnskabelige skrifter om de observationer, han havde gjort undervejs. I 1845 ugav han storværket “Journal and Remarks” i tre bind, der i dag er bedre kendt under navnet "The Voyage of The Beagle."
Men det var først i 1859, at Darwin publicerede sit hovedværk, “Arternes oprindelse”, der ændrede videnskaben for altid.
Hvad går Darwins evolutionsteori ud på?
Evolutionsteori var banebrydende
Få har haft så stor indflydelse på vores viden om livet på Jorden som Darwin.
Mest berømt er hans teori om den naturlige evolution, også kendt som evolutionsteorien.
Evolutionsteorien er grundlaget for vores moderne opfattelse af livets udvikling, og teorien blev første gang beskrevet af Darwin i værket “Arternes oprindelse”.
I 2019 købte en anonym samler førsteudgaven af Charles Darwins hovedværk, “Arternes oprindelse”, på auktion for en halv million dollars – eller 3,3 millioner kroner. “Arternes oprindelse” er blevet kåret som den “mest indflydelsesrige akademiske bog nogensinde” af den britiske befolkning, bl.a. med begrundelsen: “Bogen ændrede måden, vi tænker om alting på.”
Teorien om evolutionen var ikke Darwins opfindelse, men han videreudviklede teorien og gav den sit videnskabelige gennembrud. Hans teori om evolutionen var så banebrydende, at den senere blev opkaldt efter ham selv: darwinismen.
Darwinisme indeholder groft sagt to elementer.
Det første er, at alle arter gradvist ændrede sig og forgrenede sig ud fra en fælles stamform.
Det næste er, at det bedst tilpassede afkom altid overlever. De individer, som er bedst tilpasset deres omgivelser og bærer rundt på de bedste gener, får i hver generation sat mere afkom i verden end dem, der er dårligere tilpasset deres livsbetingelser.
Det skabte stor opstandelse, da Charles Darwin påstod, at mennesket blot er et dyr, som evolutionært stammer fra aberne. Derfor fremstillede karikaturtegninger som denne fra det britiske satireblad The Hornet i 1871 den kontroversielle videnskabsmand som en abe. Selv i dag kan Darwins teorier få sindene i kog. I USA kæmper konservative kristne stadig for at få sløjfet evolutionslæren i folkeskolen.
Denne naturlov er drivkraften bag evolutionen og kendes nok bedst under begrebet “survival of the fittest”.
I 1871 sender Darwin endnu et kontroversielt værk på gaden, nemlig bogen “Menneskets afstamning og parringsvalget“.
Heri argumenterer han for, at naturens skønhed og dyrenes flotte træk ikke er skabt til menneskers nydelse, men i stedet har til formål at tiltrække partnere og sikre succesfuld reproduktion.
Hvor naturlig selektion er kampen for overlevelse, er seksuel selektion altså kampen for reproduktion.
Hvad døde Darwin af?
Darwin var forfulgt af et utal af sygdomme nærmest fra fødslen i 1809.
Som ung kastede han ofte op og havde massive mavesmerter. Senere fulgte et væld af andre sygdomme, der alle resulterede i kroniske smerter.
Da Darwin var 73 år i 1882, var både hans fysik og forstand begyndt at svække ham gevaldigt.
Under en klatretur over nogle klipper sagde kroppen stop, og Charles Darwin døde af et hjerteanfald den 19. april 1882.
Evolutionsteorien var ikke kun Darwins idé
Darwin er uden tvivl den største evolutionsteoretiker i historien, men han var faktisk langtfra den første.
Idéen om, at arterne udvikler sig over tid, var langtfra ny, da “Arternes oprindelse” udkom i 1859.
Allerede i 1700-tallets Frankrig fremlagde naturhistorikeren Georges Louis Leclerc de Buffon teorien om, at nogle arter ligner hinanden, fordi de stammer fra en fælles stamform.
Evolutionsteoriens udvikling
Georges Louis Leclerc de Buffon
Georges Louis Leclerc de Buffon (1707-1788) var en fransk naturhistoriker, der grundlagde et naturhistorisk museum i Paris og udgav 44 bind om naturhistorie under titlen “Histoire naturelle”. I værket argumenterede han bl.a. for, at nogle dyrearter lignede hinanden, fordi de kom fra en fælles stamform.
Jean Baptiste Lamarck
Jean Baptiste Lamarck (1744-1829) var Buffons elev og videreudviklede hans teorier om dyrenes fælles stamform. I 1809 fremlagde han en teori om, at grupper af organismer stammede fra et fælles ophav og gennem gradvise forandringer udviklede sig frem til noget mere kompliceret. De nedarvede tilegnede karaktertræk forklarede, hvorfor nye generationer af arter var bedre tilpasset det miljø, de lever i, lød hans tese.
Charles Darwin
Charles Darwin (1809-1882) viderudviklede og forfinede Buffons og Lamarcks teorier om arternes udvikling over tid gennem sin banebrydende evolutionsteori. I den identificerede Darwin mekanismen for arvelighed gennem tilpasning og naturlig selektion.
I starten af 1800-tallet overtog Buffons protegé, den franske naturforsker Jean Baptiste Lamarck, arbejdet med evolutionsteorien.
I 1809 udgav han værket “Philosophie zoologique“. Her kunne man for første gang læse hypotesen om, at alle nutidens organismer er efterkommere af tidligere geologiske perioders organismer, der har ændret sig over tid gennem naturlige processer.
Lamarck mente bl.a., at arterne gav tilegnede karaktertræk i arv til den næste generation, hvilket forklarede, hvorfor den følgende generation altid var bedre tilpasset det miljø, den levede i.
Hans mest berømte eksempel på denne evolutionære mekanisme var giraffens lange hals. Lamarck mente, at dyret hele livet strakte sig efter blade i trætoppene og derfor fødte efterkommere med længere halse.
Det var dog først, da Darwin identificerede mekanismen for arvelighed gennem tilpasning og naturlig selektion, at evolutionsteorien for alvor fik sit videnskabelige gennembrud.