Darwin var den stærkeste overlever

Wallace var selvlært forsker

Alfred Russel Wallace var – ligesom Darwin – brite. Han blev født i en lille by i grænselandet mellem Wales og England i 1823 – 14 år efter Darwin – og farens forfejlede forretningseventyr havde hensat familien i fattigdom.

Men som et levn fra bedre tider bugnede hjemmets reoler af bøger, og Wallace var en ivrig læser, som interesserede sig for verden omkring sig.

Grundskolen var Wallaces’ eneste formelle uddannelse, og da den var afsluttet, flyttede han først til London og boede hos sin ene storebror og kom siden i lære som landmåler hos en anden bror, William.

De to rejste sammen rundt i England og Wales, og det omkringstrejfende liv var en fryd for den naturinteresserede Wallace. Under deres rejser indsamlede han planter, og mens samlingen voksede, blev han en habil botaniker.

På denne tid var interesse for naturen højeste mode. Overklassen drog i skoven i deres fine gevandter og forundredes over brølende hjorte, blafrende sommerfuglevinger og krybende biller. Naturelskere digtede romantiske fortællinger om bjergenes skønhed, og forskere forsøgte at finde ud af, hvordan det hele mon hang sammen.

I årene som landmåler fik Wallace stor viden om naturen, men desværre måtte broren opgive sin landmålervirksomhed, og den selvlærte naturforsker stod så uden beskæftigelse.

Det lykkedes ham imidlertid at få en stilling som underviser i landmåling og korttegning på Leicester Collegiate School, og her mødte han en ligesindet, Henry Walter Bates, som fik afgørende betydning.

Videnskab var kun for eliten

Bates havde heller ikke en velhavende familie til at støtte sig, men han opnåede alligevel anerkendelse hos eliten af naturforskere og var en anset insektekspert, der bl.a. fik publiceret en artikel om biller i et anerkendt zoologisk tidsskrift.

Hovedparten af den gruppe mennesker – eller rettere mænd, for det var næsten udelukkende mænd – som analytisk undersøgte naturen, var enten selv velhavende eller havde en velhavende sponsor.

De fleste britiske naturforskere kendte hinanden fra universiteterne og fra Londons eksklusive klubber for gentlemen, hvor de mødtes for at udveksle deres tanker og fortælle anekdoter, inden de igen rejste hjem til deres godser for at arbejde videre med naturundersøgelser.

Wallace var ikke en del af denne privilegerede klike. Han havde hverken formue, tjenestefolk eller adgang til klubber som Athenaeum, hvor Darwin og Dickens mødtes med samfundets øvrige elite.

Adgangen til sparring med de klogeste naturforskere var altså ikke ligetil for Wallace. Derfor var mødet med Bates og det efterfølgende venskab som en velsignelse.

Bates og Wallace diskuterede ivrigt de nyeste opdagelser og erkendelser om naturen og læste de samme bøger – fx Charles Darwins berømte beskrivelser af sin opdagelsesrejse med skibet Beagle og Thomas Robert Malthus’ skriverier om befolkningsudvikling.

Begge bøger fik siden stor betydning for Wallace, men én bog blev vigtigere end alle andre: “Vestiges of the Natural History of Creation” – “Levn fra skabelsens naturhistorie”.

Bates og Wallace læste begge bogen med den kryptiske titel i 1845. Forfatteren var anonym (vi ved nu, at det var forlæggeren og naturentusiasten Robert Chambers), og teksten var ikke velskrevet, argumentationen vaklende og konklusionerne dårligt underbyggede. Men den fik alligevel stor opmærksomhed i den videnskabelige verden og kan regnes som den første bog, som skitserer en evolutionsteori.

“Vestiges” beskriver, hvordan alt, der findes i dag, nedstammer fra tidligere versioner, stjerner, Jorden, planter, dyr – og tilmed mennesket. Sidstnævnte var for meget for kirken og for de rettroende, som gjorde en stor indsats for at bekæmpe bogen, men for tænkere som Wallace, Bates og Darwin var “Vestiges” uhyre interessant.

Bog inspirerede til opdagelsesrejse

Efter at have læst bogen indledte Wallace sine egne studier af insekter inspireret af “Vestiges” og vennen Bates’ arbejde, men han kunne ikke komme videre med de britiske insekter.

I 1847 foreslog han derfor Bates, at de to skulle rejse til Amazonas for at indsamle dyrearter og undersøge nærmere, om teorien om udvikling virkelig kunne være sand. Og i april 1848 drog de to afsted mod Brasilien på en fælles opdagelsesrejse.

For at finansiere rejsen skulle de to undervejs sende insekter, fugle og større dyr hjem til naturforskere, museer og samlere i London, som betalte gode penge for ikke selv at skulle hente de eksotiske studieobjekter hjem fra fjerne egne.

Da først opdagelsesrejsen ind i regnskoven begyndte, besluttede de to venner, at udbyttet fra ekspeditionen ville blive større, hvis de ikke rejste sammen, så de besluttede at skilles og dermed udforske et større areal.

Wallace kortlagde enorme områder under sin rejse, og det gik op for ham, at dyre- og plantelivet ofte ændrede karakter sammen med terrænet. Når han krydsede naturlige barrierer som fx en flod eller bjerge, stødte han ofte på nye arter – en observation, som for Wallace indikerede, at levende organismer kan forandre sig over tid afhængigt af levested. Han kunne bare ikke gennemskue, hvilke mekanismer der ligger bag.

Års arbejde gik tabt

Bates blev i Sydamerika i ti år, men Wallace besluttede at vende hjem efter “kun” fire. Da han nåede ud af regnskoven, kunne han konstatere, at alle de prøver, han møjsommeligt havde indsamlet i de sidste to år af ekspeditionen og fået fragtet ud til havnebyen Belém med kurs mod kunderne i England, aldrig havde forladt Brasilien.

Efter lidt besvær fik Wallace sendt de tusindvis af prøver og sig selv afsted mod London, men skibet forliste, og tusindvis af værdifulde prøver og dokumenter gik tabt. Wallace og de øvrige mennesker ombord tilbragte ti dage midt på Atlanten i redningsbåde, men blev reddet af et forbipasserende fragtskib.

Wallace havde overlevet sin opdagelsesrejse, men manglede stadig håndfaste beviser for den evolutionsteori, som var ved at tage form i hans hoved.

Lysten til at udforske verden var imidlertid vokset. Mens han i London samlede kræfter til nye eventyr, fik han publiceret flere artikler om sine opdagelser i Sydamerika, og snart var han klar til at rejse ud igen. Denne gang til Asien.

I 1854 drog han afsted, og han kom i alt til at tilbringe otte år i “Østindien”. Undervejs indsamlede han – sammen med et hold af assistenter – et hav af prøver: omkring 110.000 insekter, 8050 fugle og 410 pattedyr og reptiler. Mere end 5000 af de indsamlede dyr tilhørte arter, som endnu var ukendte.

Den sydamerikanske ekspedition, artiklerne og de interessante prøver, han hjemsendte, gjorde efterhånden Wallace til et anset navn i videnskabelige kredse. Han var i løbende korrespondance med mange af de kendteste naturforskere.

Darwin kendte ham fx udmærket og var blandt Wallaces faste kunder – omend han klagede over, at prøverne hjemsendt fra Asien kostede for mange penge.

Feber gav Wallace et klarsyn

I 1858 blev Wallace ramt af svær malaria, mens han var i Ternate-området i Indonesien. I en lang periode var han bundet til sin seng med høj feber. Men en dag, mens han lå der halvt bevidstløs og hallucinerede, fik han pludselig et klarsyn.

Det gik op for Wallace, at de forandringer, han havde observeret i dyrelivet både i Amazonas og i Asiens regnskove, måtte skyldes tilpasning til omgivelserne! Dyrearter udvikler sig ud fra andre arter for at tilpasse sig det miljø, de lever i.

Det var den forklaring, han i årevis havde søgt efter, og så snart han kom sig af feberen, nedskrev han sin nye teori i det det såkaldte Ternate-essay. Han skrev og omskrev for at få teksten formuleret så præcist som mulig, men han manglede sparring fra fagfæller.

Ingen i hans omgangskreds i Fjernøsten havde kvalifikationerne til at påpege svagheder i hans manuskript, som han så kunne tilrette. Wallace havde brug for en ekspert, og han besluttede at sende teksten til den af alle naturforskere, som han respekterede højest: Charles Darwin. Wallace anede ikke, hvad han dermed satte gang i.

Darwin tænkte i årevis

Brevet var længe undervejs, og da det nåede Darwin den 18. juni 1858, var modtageren straks klar over, at Wallaces manuskript var noget særligt. Flere år tidligere havde Wallace sendt et brev til den kendte naturforsker Charles Lyell, hvori han skitserede sin teori, og Lyell havde nævnt teorien for Darwin.

Darwin fortalte Lyell, at han i årevis havde bakset med lignende tanker, og Lyell opfordrede Darwin til at skrive en artikel om sine tanker, før en anden – fx Wallace – kom ham i forkøbet. Dengang tøvede Darwin. Han syntes ikke, han var klar til at udgive noget endnu. Men da han modtog Ternate-essayet fra Wallace, gik alvoren op for ham.

Dagen efter skrev Darwin til Lyell, at han lige havde modtaget, hvad der næsten kunne være et referat af Darwins tanker. Og Lyell rådede – igen – Darwin til at handle hurtigt.

For Darwin var grundige overvejelser vigtigere end hurtighed. Han kom fra en velhavende familie og havde aldrig været tvunget til at skynde sig.

Egentlig skulle han have været præst, men efter universitetsstudierne fik han i 1831 tilbudt at deltage i en opdagelsesrejse med skibet HMS Beagle, der skulle sejle Jorden rundt for at kortlægge ukendte områder.

Darwin var med som selskab

Darwins primære funktion på ekspeditionen var at være passende selskab for ekspeditionens kaptajn, Robert Fitzroy, og foretage geologiske optegnelser. Men den naturinteresserede Darwin benyttede enhver lejlighed til at fordybe sig i dyre- og plantelivet undervejs.

Efter hjemkomsten i 1836 begyndte Darwin at formulere sin egen teori om evolution. En af de bøger, som inspirerede ham, var skrevet af Thomas Robert Malthus – en bog, som Wallace også havde læst, mens han var lærer i Leicester.

Malthus argumenterede for, hvordan den voksende europæiske befolkning en dag ville sætte fødekilder under pres og starte en kamp om overlevelse, som kun de stærkeste ville overleve. Den tanke overførte Darwin til dyreriget og brugte til at forklare, hvordan nye arter kan opstå i konkurrence med hinanden.

Under ekspeditionen med Beagle havde Darwin på Galápagos iagttaget to forskellige arter af skildpadder på to forskellige øer. Én med en kort hals, som levede i et fugtigt miljø, og en art med længere hals, som levede i tørrere omgivelser.

Darwins tanke var, at der i naturen hersker en evig kamp om overlevelse, hvor kun de stærkeste overlever. Den stærkeste er ikke nødvendigvis den største, men altid den, der er bedst tilpasset omgivelserne.

Hvis et dyr har et træk, som gør det bedre tilpasset til omgivelserne, er det en fordel for dyret – hvad enten det er en længere hals, en varmere pels eller et spidsere næb.

Men det er ikke kun en fordel for individet. Dyrene med den korte hals, den tynde pels eller det brede næb har sværere ved at overleve, og dermed får deres veltilpassede artsfæller større succes med reproduktion. Den næste generation arver fordelene fra de veltilpassede forældre, mens de mindre velegnede egenskaber efterhånden dør ud.

Gennem generationer vil tilpasningen ændre så meget på en art, at de nye individer, som er tilpasset de særlige leveforhold, ikke længere er samme art. Den nye art er skabt af kampen for overlevelse – ikke ved Guds skabelse, som kirkens mænd ellers hævdede.

De to skilpaddearter på Galápagos var engang én art, men de dyr, som lever på den tørre ø, har behov for en længere hals for at nå spiselig vegetation, udledte Darwin.

Her har de dyr med den længste hals overlevet bedre i generationer, mens de korthalsede er uddøde. Tilbage står en ny art med en lang hals. Arter er altså skabt uafhængigt af hinanden, men nedstammer fra en fælles forfader, konkluderede Darwin.

Darwin var klar over, at hans teori var kompleks og kontroversiel og ville blive mødt af heftig kritik, så han besluttede ikke at dele den med andre, før den var formuleret fuldstændig skudsikkert. Han ville fx undgå de værste faldgruber i bogen “Vestiges” og holde sig fra at skrive direkte om menneskets evolution.

I årevis arbejdede han med teorien, og han skrev tusindvis af sider, men publicerede aldrig noget. Han ventede, til han havde det fuldendte manuskript klar.

Brev satte gang i skriveriet

Da han modtog brevet fra Wallace i 1858, indså Darwin omsider – efter pres fra Lyell – at han måtte handle. At Wallace ved at observere dyrelivet i Asien var nået frem til samme konklusion som Darwin, bestyrkede sidstnævntes tro på, at evolutionsteorien måtte være korrekt.

Wallaces brev gjorde Darwin mere sikker i sin sag, men betød samtidig, at tiden var knap. Hvis ikke han publicerede noget hurtigst muligt, ville hans store arbejde blive overhalet af andres udgivelser.

Hans livsværk ville være forældet, allerede inden første side var trykt. Darwin måtte tilpasse sig den nye virkelighed og handle NU!

For at få noget ud i offentligheden hurtigst muligt besluttede Darwin straks at udgive en artikel om deres enslydende teori. “Om arters tilbøjelighed til at danne variation” blev publiceret i Journal of the Proceedings of the Linnean Society i august 1858 og indeholdt to afsnit skrevet af Darwin og et selvstændigt afsnit med det manuskript, Wallace havde sendt – det såkaldte Ternate-essay.

Wallaces tekst var fra forfatterens side tænkt som en kladde, men blev udgivet uden rettelser, korrektur eller endog Wallaces vidende.

Både Darwin og Wallace stod som forfattere, men straks efter tilsidesatte Darwin alt andet arbejde for at færdiggøre manuskriptet til sin egen bog om emnet.

I november udkom så Darwins “Arternes oprindelse”. Første oplag på 1250 eksemplarer blev udsolgt på få dage, og siden kom utallige nye udgaver til. Bogen blev et af naturvidenskabens vigtigste værker, og salget indbragte Charles Darwin en større formue.

Rivalen var den største beundrer

Wallace måtte se sig slået, men bar på ingen måde nag. Han erkendte offentligt, at Darwins version af evolutionsteorien i “Arternes oprindelse” var skarpere, end hvad han selv havde kunnet levere, og når Darwin mødte kritik, var Wallace blandt de første til at tage ham i forsvar.

Darwin gengældte loyaliteten, da Wallace i 1870’erne kom i økonomisk uføre. Darwin brugte sit gode navn til at trække i de rigtige tråde, så Wallace blev tilkendt en livsvarig ydelse for sit bidrag til videnskaben – ikke noget, der gjorde ham rig, men nok til, at han kunne overleve.

Da Darwin døde i 1882, var Wallace en kendt og beundret videnskabsmand. Men efterhånden gled han ud i glemslen, og i dag kender de færreste historien om, at det faktisk var hans essay om evolutionsteorien, som ansporede Darwin til at skrive sit vigtige værk.

I den lille britiske by Usk står en buste af Wallace. Kun få af de forbipasserende tænker formentlig over, hvem han var, men hvis ikke han havde sendt brevet til Darwin den forårsdag i 1858, var det måske ham, der var blevet den stærkeste overlever og havde vundet kampen om æren for evolutionsteorien.