Edison stjal sin lyseste idé

Gas var en usynlig dræber

Da gasbelysningen holdt sit indtog ca. 100 år tidligere, blev den ellers hyldet som civilisationens ypperste frembringelse. Huse, lejligheder, fabrikker og hospitaler var hidtil blevet oplyst af stearinlys og tranlamper – osende og lugtende lyskilder, som var dyre og konstant skulle tilses.

Med installation af gasledninger i hjem og offentlige bygninger krævede det blot et enkelt skru på hanen, og ud strømmede gassen. Slut med at slæbe stearin og tran hjem. Nu kom energien helt af sig selv. Det krævede blot en tændstik at få tændt lyset.

På få år blev storbyer som London, Paris og New York forvandlet fra at være mørke og farlige om natten til moderne metropoler, der aldrig sov. Men med gassen sneg en ny fare sig ind på storbyboeren.

På et hotel i Chicago slog en mand sig nær ihjel, da hans hat ved et uheld åbnede for den væghængte gashane. Manden opdagede intet og lagde sig til at sove. Sidst på natten vågnede han med en dundrende hovedpine. Han var forvirret, svimmel og havde svært ved at trække vejret. Noget var galt, men han vidste ikke hvad. Han fik slæbt sig ud på gangen, hvor han kollapsede. Heldigt for ham fandt personalet ham kort efter og kunne lugte gassen. De fik den slukket og reddede hans liv.

Var han blevet liggende, havde CO’en – kulilten – i gassen erstattet ilten i hans blod. Bevidstløsheden havde indfundet sig, kropsvævet var begyndt at blive nedbrudt, og til sidst havde døden indfundet sig.

Kulgas viste sig at være så effektiv en dræber, at den hurtigt blev en populær måde at begå selvmord på. Personalet troede da også først, at manden havde forsøgt at tage sit eget liv, for det ville ikke være første gang, de oplevede det. Først da de opdagede mærkerne afsat af gashanen i hans hat, gik det op for dem, hvad det var sket.

Et andet uheld med gas – også i Chicago – havde nær kostet tusindvis af mennesker livet. En dag i 1893 faldt temperaturen på gasværket i bydelen Ravenswood pludseligt. Det betød, at gassen stoppede med at strømme i rørene, og lyset i alle lygtepæle og i huse gik med et ud. Et øjeblik senere fik personalet på gasværket løst problemet, og gassen strømmede igen.

Men fordi flammerne var slukket – og de fleste mennesker sov – fossede gassen ud. De få, der stadig var vågne, opdagede heldigvis, at noget var galt, og fik banket kvarterets mere end 5000 slumrende indbyggere op. Kun ved et mirakel overlevede alle udslippet.

Ikke nok med at gassen var farlig og førte til uheld, selvmord og eksplosioner i folks hjem. Den svinede også. Soden fra gasflammen satte sig på vægge og lofter – sorte plamager, der ikke kunne vaskes af, og som betød, at tapetet med jævne mellemrum måtte skiftes.

Gassen var med andre ord ikke en holdbar arvtager til stearin og tranolie. Men med opfindelsen af elektriciteten anede 1800-tallets idérige opfindere en vej ud af mørket.

Første lys blev tændt ved et tilfælde

En af dem var englænderen Humphry Davy, som i begyndelsen af 1800-tallet blev fuldstændig besat af en ny teknologi: batteriet. Opfinderen og kemikeren var dybt fascineret af, hvordan elektricitet kunne bruges til at isolere grundstoffer. På få måneder isolerede han blandt andet natrium, kalium og magnesium – grundstoffer, der ikke tidligere kunne skaffes i en ren form.

I forbindelse med eksperimenterne gjorde han en anden og måske vigtigere opdagelse. Da han placerede to små kulstave med et par centimeters mellemrum og førte en elektrisk spænding gennem dem, begyndte de at lyse. Elektronerne hoppede simpelthen fra den ene kulstav til den anden gennem luften – og det skabte en bue af lys.

Humphry Davy havde, nærmest ved et tilfælde, skabt den første elektriske lampe i verdenshistorien, den såkaldte lysbuelampe. Når det ikke er ham, vi tænker på, når vi tænder for stikkontakten, skyldes det, at lysbuelampen ikke egnede sig til private hjem. Den slugte enorme mængder strøm og var svær at styre – lyset svingede mellem dunkelt til ekstremt blændende. Varmen fra lampen åd også kulstavene lynhurtigt op, så afstanden mellem dem efter kort tid blev så stor, at lyset gik ud.

Men Humphry Davy havde vist, at elektrisk lys var en mulighed.

Uheldet forfulgte overklassedreng

Mens Davys efterfølgere baksede med at få buelampen til at fungere, voksede Joseph Swan op i gaslampens skær i et velhavende hjem i Sunderland, England. Hans far ejede en stor jernvirksomhed og tjente gode penge på den buldrende industrialisering i begyndelsen af 1800-tallet. I modsætning til mange andre familier havde de råd til at sende alle Swan-børnene i skole. Alle otte.

Joseph ansås for den kvikkeste i søskendeflokken – og slugte alt det læsestof, han kunne komme i nærheden af, især naturvidenskab og i særdeleshed kemi. Som 14-årig kom han derfor i lære hos to apotekere, så han kunne blive klogere på de kemiske processer bag medicinfremstilling.

Her begyndte den ellers heldigt stillede drengs uheld. Inden han var færdigudlært, døde begge apotekere, og med ét stod han uden job, uddannelse og muligheder. Desperat flyttede han til Newcastle, hvor storesøsterens mand gik med til at ansætte ham i sin nystartede medicinalvirksomhed. Med Josephs ankomst fik forretningen et gevaldigt løft. Han havde masser af idéer til nye præparater, som han selv opfandt og producerede.

Men idyllen var kortvarig. En dag kørte svogeren ud af byen for at skille sig af med et læs nitroglycerin, det potente vidunderstof, som var blevet opdaget lidt over 20 år tidligere. Han ville dumpe det i naturen, men noget gik galt, og både vognlæs og mand blev opslugt af en enorm eksplosion.

Ikke længe efter eksplosionen døde hans kone og hans tvillingesønner af sygdom, og den unge opfinders verden sank i grus.

Nedbrudt og deprimeret over at have mistet sine kære og sin forretningspartner inden for meget kort tid begravede han sig i sit arbejde. Han flyttede, byggede et laboratorium og begyndte at eksperimentere. Og det kom der en række opdagelser ud af. Blandt andet blev det takket være Swan nemmere og billigere at fremkalde fotografier.

Allerede som 21-årig gjorde Swan de første forsøg på at udvikle en elektrisk pære, men de første prototyper fungerede temmelig dårligt. Idéen bag elpæren var, at den elektriske spænding skulle løbe igennem et tyndt materiale. Elektronerne skulle ikke springe frit gennem luften, som tilfældet var med buelampen. Det var dog lettere sagt end gjort. På grund af den iltfyldte luft i pæren brændte det tynde materiale lynhurtigt op.

Swan fandt dog på en løsning: vakuum inde i pæren, hvor materialet lyste. Men de vakuumpumper, Swan kunne skaffe, fungerede elendigt, og de næste 30 år gik han til og fra arbejdet med elpæren. Først som 50-årig i 1878 lykkedes det ham endelig.

Året efter fik han patent på idéen med vakuum i pæren, og for at demonstrere, hvor god hans opfindelse var, fik han sat pærerne op i sit eget hjem. Dermed var Joseph Swans hus det første i verden til at blive oplyst udelukkende af elektrisk lys. Fremtiden tegnede i alle ordets betydninger lys for Swan – lige indtil den verdensberømte opfinder Thomas Edison også påstod, at han havde opfundet elpæren.

Den halvdøve dreng fra fyrtårnet

Thomas Edison var den diametrale modsætning til Joseph Swan. Hvor briten var stilfærdig, med et stort, busket skæg og en mild fremtoning, fremstod Edison barsk, med en glatbarberet strenghed og arrogance over sig. Hvor Swan kom fra et velstillet hjem, var Edison vokset op med få midler. Og hvor Swan i årevis havde knoklet med at knække nøden med den elektriske pære, havde Edison gjort det på få måneder. Modsætningerne var til at få øje på, og da de to mænd mødtes, kom det da også til at slå gnister.

Edison var det syvende og yngste barn af en far, som bestyrede et fyrtårn i den lille by Port Huron, der ligger en times kørsel nord for Detroit. Her ligger byen smukt ud til en af USA’s største søer, Huronsøen, der danner grænsen mellem USA og Canada.

Edison var født med en hørefejl. I skolen kedede han sig, dels fordi han ikke kunne høre, hvad læreren sagde, og dels fordi det meste af undervisningen var udenadslære. Han blev derfor stemplet som en outsider uden for pædagogisk rækkevidde.

Da Edison af natur var nysgerrig og fantasifuld, begravede han sig i stedet i bøgerne. Her lærte han meget af det, han senere skulle trække på som opfinder og forretningsmand – viden om kemi, elektricitet og matematik.

Kun fem år gik Edison i skole, før han som 12-årig droppede ud for at arbejde på jernbanen mellem Port Huron og Detroit. Fire år tidligere havde jernbaneselskabet installeret telegrafer til at koordinere og styre togene, og Edison greb chancen og kom i lære som telegrafist.

I begyndelsen fungerede telegrafen ved, at maskinen trykte prikker og streger (morsekode) på små stykker papir, som telegrafisten så aflæste. Men allerede mens Edison var i lære, ændrede teknologien sig og blev erstattet af modtagere, der leverede morsekoden ved hjælp af lyd.

Det gav den tunghøre Edison problemer, og han begyndte straks at forbedre telegrafteknologien, så den fungerede bedre for ham – en “Edison classic”, skulle det vise sig, for mange af hans senere opfindelser var netop forbedringer af eksisterende teknologi.

I 1869 lykkedes han med at opfinde en såkaldt duplekstelegraf – en maskine, der kunne sende to beskeder simultant ved hjælp af den samme ledning. Med opfindelsen i hånden sagde han efter seks år som telegrafist sit job op for at blive fuldtidsopfinder.

Det skulle vise sig at være den rigtige beslutning. I løbet af sin karriere registrerede Edison 1093 patenter – en verdensrekord, der først blev overgået i 2015 af Edisons landsmand, astrofysikeren og opfinderen Lowell Wood. En del af forklaringen på Edisons knusende effektivitet var ifølge hans mange modstandere, at han havde svært ved at forstå forskellen på at låne og stjæle – og i 1878 kom han til at stjæle fra den forkerte mand.

Edison “låner” af Swan

Det største problem med den elektriske pære var at gøre den billig og driftssikker. Før Swan var det kun lykkedes at lave glødepærer med tråde af platin, iridium og kulstof. De to første var sjældne og ekstremt dyre. Kulstof, derimod, var billigt, men brændte hurtigt ud. Ved at lade tråden brænde i vakuum fandt Swan ud af, at den holdt meget længere. Og ved at bruge papir dækket af et tyndt kulstofpulver bragte han prisen på tråden endnu længere ned.

Så da Swan i februar 1879 tændte sin elektriske pære på gaden i Newcastle, lyste den upåklageligt. De værste børnesygdomme var kureret. Teknologien var modnet og klar. Eneste problem var, at han ikke kunne få tråden til at brænde i mere end 40 timer, før pæren sprang. Men det kunne Edison.

Ved at bygge videre på Joseph Swans design lykkedes det Edison at finde et materiale, der kunne brænde endnu længere. Hele Edisons laboratorium i Menlo Park i New Jersey blev sat på opgaven med at finde det rigtige materiale. 100 mennesker arbejdede nærmest i døgndrift med at teste materialer.

Først efter at mere end 6000 plantefibre fra hele verden var blevet afprøvet, fandt Edison løsningen. Ved at skifte papiret ud med ultratynde bambusfibre dækket af kulstofpulver lykkedes det ham at hæve levetiden på pæren drastisk. Hele 1200 timer kunne hans pære brænde, inden den sprang.

Krigen bryder ud

I 1878, samme år som Swan første gang demonstrerede sin pære, havde han ansøgt om at få patent på opfindelsen i England. Han begik dog en stor fejl ved kun at søge om patent på selve vakuumdelen – ikke hele konstruktionen. Året efter tog Edison derimod patent på hele pæren i både England og USA.

Selvom Thomas Edison udmærket var klar over, at hans bedrift byggede på Joseph Swans hårde arbejde, forsøgte han alligevel at sælge elpæren som sin egen opfindelse.

Måske regnede han med, at det var nemt at tromle hen over Swan, at æren – og ikke mindst patentet – for elpæren selvfølgelig tilkom troldmanden fra Menlo Park og klodens vel nok berømteste opfinder og ikke en eller anden ukendt kemiker fra en provinsby i Nordengland.

Samme recept havde han brugt mange gange før med stor succes. Edison var en lige så kynisk og skruppelløs forretningsmand, som han var en begavet og enestående opfinder.

Men han tog fejl. Swan stod urokkelig fast. Og for en gang skyld mødte Edison voldsom modstand.

I 1882 lagde Edison sag an mod Swan. Anklagen gik på, at Swan krænkede Edisons patent. Som modsvar sagsøgte Swan Edison i USA for at krænke sit patent. Og han var i stand til at bevise sin påstand med forskningsnotater og dokumentation for, hvordan han havde demonstreret sin opfindelse for offentligheden.

Beviserne var overvældende, og Edisons advokater anede, hvilken vej vinden blæste. De rådgav ham derfor til at indgå et forlig, hvilket han modstræbende gik med til.

Fredsaftalen blev underskrevet

I 1883 nåede Edison og Swan en form for enighed – en enighed, der helt afgjort ikke har huet Edison. Aftalen gik på, at de to opfindere skulle fusionere deres to virksomheder, som var stiftet til det formål at producere og sælge elpærerne. Det blev til The Edison and Swan United Electric Light Company Limited – i daglig tale Ediswan.

I ti år – frem til 1893, hvor patenterne udløb – havde de to monopol på den elektriske pære, hvilket gjorde dem begge til formuende mænd.

Edisons og Swans krig om patenter var langtfra den eneste konflikt, Edison rodede sig ud i. Få år senere endte han i endnu en krig med to andre opfindere. Denne gang handlede det ikke om elpæren, men om den forsyning af elektricitet, der fik pæren til at lyse. Og endnu en gang brugte Edison alle de beskidte tricks, han kunne komme på, for at vinde. Men det er en anden historie.

Teknologien bag elpæren viste sig så velfungerende, at den stort set ikke ændrede sig i mere end 100 år. Hjem, skoler, hospitaler og fabrikker blev oplyst af elpæren gennem hele det 20. århundrede. Først i slutningen af 00’erne blev elpæren overgået af en anden genial opfindelse: LED-pæren.