Kvindelig kemiker blev snydt for Nobelprisen

Uden hendes røntgenbillede af dna havde de aldrig løst puslespillet – et billede, de tog et smugkig på i hendes laboratorium, mens hun var væk.

Kun hver fjerde studerende var kvinde

Da Rosalind Franklin bliver født i 1920, er det ikke normalt, at kvinder arbejder med videnskab. De fleste kvinder får på det tidspunkt ikke engang en uddannelse, og da Franklin i 1938 går gennem dørene til Newnham College i Cambridge, er kun 23 procent af de studerende på universitet kvinder.

Newnham, hvor hun sover og spiser, er kun for kvinder, men til forelæsningerne i kemi, fysik og matematik er de fleste mænd.

Ifølge veninden Gertrude Dyche finder hun sig ikke i noget i det mandsdominerede miljø. “Hun var ligefrem og ikke tilbøjelig til at være diplomatisk,” lyder karakteristikken.

Franklin udmærker sig i stort set alle fag. Hun er dygtigere end de fleste mænd, og da krigen bryder ud, spiller hun en afgørende rolle for krigsindsatsen. Ved at bombardere kul med røntgenstråler kortlægger hun strukturen i forskellige typer af kul.

Den information gør hende i stand til at forudsige, hvor godt kullet vil klare sig som brændsel til forskellige krigsformål. Hendes forskning bliver desuden afgørende for de gasmasker, soldaterne bærer rundt på. Kulfilteret i masken bliver langt mere effektivt på grund af hende.

Rosalind Franklin burde høste masser af anerkendelse for sit arbejde, men ofte løber de mandlige kollegaer med opmærksomheden, og derfor er hendes navn ikke så kendt i dag, som det burde være.

Darwin efterlod et gabende hul

I begyndelsen af 1950’erne er videnskaben på nippet til at løse mysteriet om, hvordan dyr, planter og mennesker giver arvelige træk videre fra en generation til den næste – et mysterium, forskerne har forsøgt at løse, lige siden Charles Darwin formulerede evolutionslæren knap 100 år tidligere.

Før Darwins evolutionsteori er de fleste overbeviste om, at Gud har skabt alle levende væsener færdige og fuldkomne. Dyr, planter og mennesker ændrer og udvikler sig ikke.

Jovist, der er små forskelle, men forskellene fører ikke til nye arter. Tidlige studier af planter viser tværtimod, at selvom en plante eksempelvis får røde og ikke de naturlige hvide blomster, vil dens afkom et par generationer senere igen få hvide blomster. Variationen bliver med andre ord udlignet over tid. På den måde bliver arterne bevaret.

Med evolutionsteorien fejer Darwin den idé af bordet. Arterne udvikler sig, og derfor må der findes nogle særlige egenskaber, den ene generation giver videre til den næste – arvelige træk, der enten er fordelagtige for overlevelsen eller en ulempe. Jagten går ind på at finde den mekanisme, som styrer arvelighed.

Ærteblomster giver svaret på gåden

Kun syv år efter at Darwin udgiver bogen “On the Origin of Species” i 1859, hvori han beskriver evolutionen, beviser en munk i den lille østrig-ungarnske by Brno, at Darwin har ret. På syv år dyrker Gregor Mendel, som munken hedder, 28.000 ærteplanter.

Omhyggeligt og metodisk observerer han, hvordan de arvelige træk bliver givet videre fra generation til generation. Med sit enorme datamateriale viser han, at ærteplanterne ikke søger tilbage mod en ur-ærteplante. I stedet ændrer og udvikler de sig over tid.

For at de kan gøre det, må noget bære på den arvelige information et eller andet sted dybt inde i cellerne. Spørgsmålet er blot hvor.

I 1869 opdager biokemikeren Friedrich Miescher, at der findes en særlig substans i kernen af cellerne – en substans, han kalder for nukleinsyre (som vi i dag kender som dna), og som man efterfølgende mistænker for at gemme på information om arvelige træk.

I de følgende årtier kortlægger forskerne gradvist de kemiske bestanddele, der udgør dna-molekylet, og i 1928 afsløres det, at dna altid består af de samme byggesten: fosfat, sukker og fire forskellige byggesten, såkaldte baser, A, G, C og T.

Allerede på dette tidspunkt kender forskerne altså bogstaverne i livets bog, men de kan ikke læse dem. Datidens udstyr er ikke avanceret nok til, man kan se strukturen, dvs. hvordan baserne er sat sammen, og derfor heller ikke, hvordan man skal tyde dem.

Først i 1944 kommer den amerikanske forsker Erwin Chargaff med en forløsende idé. Han inspireres af fysikeren og navnebroren Erwin Schrödinger, der i sin bog “Hvad er liv?” foreslår, at vores arvemasse må bestå af lange koder.

Baserne er måske koden, tænker Chargaff, og han opdager, at baserne ikke sidder vilkårligt sammen. De er ordnet i en bestemt rækkefølge i dna’et. A binder sig altid til T, og G til C.

Tilbage står kun at finde ud af, hvordan baseparrene er organiseret, så er hemmeligheden om livet endelig åbenbaret.

Franklin arbejdede helst alene

Tilbage i 1950’ernes Cambridge udgør Francis Crick og James Watson en af de tre forskergrupper, der kæmper om at knække koden først.

Nummer to gruppe anføres af den amerikanske forsker Linus Pauling, og den tredje gruppe arbejder på King’s College i London, hvor Rosalind Franklin nu er blevet ansat.

På Franklins laboratorium i London går arbejdet dog langsomt. Da hun bliver ansat, er det meningen, at hun skal arbejde sammen med sin kollega Maurice Wilkins, som allerede i flere år har arbejdet med dna.

Men det har hendes nye chef muligvis glemt at fortælle Wilkins. Han tror, at hun er ansat som hans medhjælper – en position, som Franklin under ingen omstændigheder vil indtage.

Wilkins er en stille mand med tilbagestrøget hår, store briller og høje tindinger. Han hader konflikter, mens Franklin lever og ånder for ophidsede debatter, og der går derfor ikke længe, før de to arbejder sammen – hver for sig.

Franklin har mere succes med sit arbejde end Wilkins – måske fordi de begge bruger den samme teknik, hun i årevis anvendte til at nærstudere kulstofkrystaller med. Røntgendiffraktion hedder teknologien.

I foråret 1952 benytter Franklin teknikken til at tage et billede, der meget tydeligt afslører dna’ets struktur. Hvor de tidligere billeder – taget af både Franklin og Wilkins – var meget utydelige, står dna-molekylet tydeligt frem på det nye billede. Billedet får navnet “Foto 51” og er i dag kendt som historiens første pletskud af livets inderste hemmelighed.

“Foto 51” fører Watson og Crick på sporet

I januar året efter er James Watson på besøg i Franklins og Wilkins’ laboratorium i London. Han har taget toget hele vejen fra sit laboratorium i Cambridge.

På King’s College ved Themsen i det centrale London banker Watson på Wilkins’ dør. Det er ham, han er kommet for at besøge. Selvom de arbejder på hver sin forskningsinstitution og konkurrerer om først at løse dna’ets gåde, har de et godt forhold til hinanden. De deler gerne erfaringer.

Wilkins viser Watson rundt i laboratoriet, som han stadig deler med Franklin, selvom de to på ingen måde samarbejder. Franklin er ikke i laboratoriet den dag, og på et tidspunkt hiver Wilkins et foto frem. Billedet er “Foto 51” – det ikoniske billede, som Franklin har taget.

Franklin har ikke givet tilladelse til, at Wilkins viser hendes resultater frem til konkurrenterne. Alligevel rækker han billedet til Watson, som får en åbenbaring, idet han ser billedet. I sin selvbiografi skriver Watson mange år senere, at billedet fik brikkerne til at falde på plads for ham.

Inspireret hopper Watson på toget hjem til Cambridge. Ingen fortæller Franklin noget.

Dna blev bygget i træ og metal

Tilbage i Cambridge beretter Watson om sit besøg i London. Han fortæller Crick, hvordan billedet har givet ham en ny idé. I flere måneder har Crick og Watson arbejdet med en trestrenget model for dna – en idé, de har fra Linus Pauling, som året før havde udgivet en artikel med sine beregninger.

Igen og igen har de to dog måttet sande, at matematikken ikke går op. Hvordan de end placerer og drejer de fire baser, fosfatet og sukkermolekylerne, vil de kemiske bindinger i den trestrengede model ikke gå op. Der er noget, der ikke stemmer.

På Franklins billede kan Watson dog se, at der er to og ikke tre strenge. De to mænd kaster sig derfor med det samme ud i at regne på en model for tostrenget dna. Med stænger, kugler og plader i metal og træ bygger de en to meter høj model af dna. Endelig går puslespillet op – og Crick løber ned på pubben i sin glædesrus.

To måneder senere udgiver de resultaterne i det videnskabelige tidsskrift Nature. Og selvom nyheden ikke vækker specielt meget røre i den brede offentlighed, er videnskaben anderledes begejstret. Nobelkomitéen i Stockholm begynder at tage noter.

Tre mænd løber med guldet

På scenen i det røde rådhus i Stockholm i 1962 holder James Watson en tale. Sammen med Crick og Wilkins har han netop fået overrakt sin Nobelpris – en tung guldmedalje – og ni millioner svenske kroner.

Af de to andre har han fået lov til at holde takketalen. Han fortæller om deres opdagelse. Hvad den allerede har medført. Og han takker nogle af dem, der troede på dem og hjalp dem i mål. Niels Bohr bliver nævnt. Lederen af det laboratorium, Crick og Watson arbejdede på, bliver nævnt. Men ikke Rosalind Franklin. End ikke hendes fotografi nævnes.

Franklin selv var rasende over, at Wilkins havde vist hendes billede frem uden hendes vidende. Men Nobelprisen nåede hun aldrig at kommentere.

Dræbt af sin egen forskning

Ligesom en af videnskabens andre store kvindeskikkelser, Marie Curie, bliver Rosalind Franklin også dødsmærket af sin forskning. Curie døde i 1934 af de enorme mængder radioaktivitet, hun havde udsat sig selv for.

Franklin udsætter også sig selv for skadelige radioaktive stråler ved dag efter dag at stå klos op ad sit røntgenapparat. For hver bestråling tager hendes dna en smule skade.

Selvom forskerne på Franklins tid ved langt mere om, hvordan man beskytter sig mod stråling, end da Curie levede, ignorerer Franklin sikkerhedsanbefalingerne.

Hun går sjældent med det blyforklæde, der skal beskytte hende mod strålingen, og på et tidspunkt får hun endda karantæne fra laboratoriet, fordi den radioaktivitetsmåler, hun bærer på tøjet, afslører, at hun er blevet udsat for alt for store mængder stråling.

I 1956 finder lægerne kræft i hendes æggestokke – en cancer, man på det tidspunkt ikke kan gøre meget ved. Dødssyg slæber hun sig alligevel ind på laboratoriet hver dag, men i 1958 giver hendes krop op – fire år før Nobelprisen bliver givet for opdagelsen af dna’et.

Fordi Nobelprisen aldrig bliver givet posthumt, når Franklin aldrig at komme i betragtning til at modtage prisen.

Selvbiografi var fyldt med sladder

Næsten 15 år efter opdagelsen af dna’et udkommer James Watson med selvbiografien “The Double Helix”. Bogen bliver en kæmpe bestseller. Som en af de første formidler James Watson videnskab på en personlig, ærlig og udleverende måde. Stilen er ikke støvet og objektiv, som videnskabsformidling ellers normalt var på den tid. Bogen er fyldt med sladder, ambitioner og intriger.

Den ærlige stil forarger mange. En del forskere bryder sig ikke om, at videnskab beskrives som en konkurrence og en benhård magtkamp. Og en del bryder sig ikke om den nedsættende måde, Watson beskriver Rosalind Franklin på.

Én kalder beskrivelsen af hende for “stereotyp og tegneserieagtig”. Watson skriver blandt andet om hende: “Hun valgte ikke at fremhæve sine feminine kvaliteter. Selvom hendes træk var stærke, var hun ikke utiltrækkende, og hun kunne have været ganske betagende, hvis hun havde haft bare en lille smule interesse for tøj.”

Watson skøjter desuden let hen over det uetiske i, at de brugte hendes resultater uden at spørge om lov – selvom han dog nævner det.

Alligevel er det hans udlægning af historien, der i mange år er den dominerende. Først i de senere år har hans troværdighed lidt et alvorligt knæk, sandsynligvis fordi han er kommet med den ene kontroversielle udtalelse efter den anden.

Videnskaben vender Watson ryggen

I 1997 udtaler Watson i et avisinterview, at hvis et gen for homoseksualitet nogensinde bliver opdaget, bør kvinden kunne vælge at få en abort. I 2000 under en forelæsning påstår han, at en mørkere hudfarve er et tegn på seksuel formåen. Og i 2007 udtaler han, at “fremtidsudsigterne for Afrika er dystre, da al vores nødhjælp er baseret på, at de har den samme intelligens som os – hvilket alle tests viser, er forkert”.

Efter den sidste af de udtalelser mister han sit job på forskningsinstitutionen Cold Spring Harbor, hvor han i næsten 30 år har været direktør. Han bliver “persona non grata” i forskningsverdenen, og i 2014 er han tvunget til at sælge sin Nobelpris, da han er i pengenød.

Den 2. januar 2019 sender den amerikanske public service-TV-station, PBS, en dokumentar om James Watson. Den nu 90-årige forsker, der har været ude i kulden i en årrække, har endelig chancen for at undskylde. Chancen for at komme ind i varmen igen. I stedet får han sagt, at “der er en forskel på sorte og hvides IQ”.

Franklin bar ikke nag

I dag står videnskaben noget flov og brødbetynget tilbage. Langt størstedelen mener, at Rosalind Franklin skulle have stået på podiet i Stockholm med de tre andre, hvis hun stadig havde været i live i 1962 – ikke fordi hun var kvinde, men fordi hendes arbejde var banebrydende, og fordi hendes fotografi bragte Crick og Watson på sporet af deres opdagelse. At hun ikke blev nævnt eller efterfølgende hædret for sit arbejde, betragtes af mange som en pinlig skamplet på videnskabens renommé.

For at give Franklin den fortjente anerkendelse bærer mange skoler, laboratorier og bygninger i dag hendes navn, og det samme gør flere priser og initiativer, der skal fremme kvinder i videnskaben.

Senest har den europæiske rumfartsorganisation, ESA, opkaldt en marsrover efter hende.

Ifølge Franklins niece er det dog vigtigt, at Franklins eftermæle ikke kun handler om en kvinde, der blev snydt, eller at hun betragtes som et feministisk ikon. Hun bar ikke nag. Selvom hun blev vred over, hvad Crick og Watson gjorde, havde hun stor respekt for dem. Hun udgav endda selv forskning, hvori deres forskning indgik.

Og som enhver redelig forsker gør, sørgede hun for at kreditere dem behørigt.